Robin Hood og Sherwoodskovens hjerte en personlig bog med dit barn som helten

For længe siden, i de dage da den modige kong Richard var langt borte på den anden side af havet, blev byen Nottingham styret af en sherif, der var grådig, uretfærdig og meget glad for andre folks penge. Hvert år blev hans skatter højere, og hvert år blev de fattige familier i grevskabet fattigere.

En efterårsdag så en ung bueskytte ved navn Robin af Locksley sheriffens mænd ride op til en lille gård. De marcherede ind i laden og bar familiens sidste sæk korn ud, mens bonden og hans børn stod i døråbningen og så på.

»Det er alt, hvad vi har til vinteren!« råbte bonden.

»Så skulle I have haft mere,« hånede sheriffens kaptajn og red bort.

Robin kunne ikke stå og se på det. Han trådte ud på vejen og fortalte kaptajnen præcis, hvad han syntes om ham, højt og foran alle. Ved nattetid havde sheriffen udlovet en dusør for ham. Så Robin flygtede ind i Sherwoodskoven hellere end at blive taget, og de store grønne træer lukkede sig over vejen bag ham.

Dybt inde i Sherwoods hjerte var Robin ikke alene ret længe. Andre kom for at slutte sig til ham: bønder, der havde mistet deres gårde, folk, som sheriffen havde behandlet uretfærdigt, og unge mænd og kvinder, der bare ville gøre tingene rigtige igen. De klædte sig i lincolngrønt, så de kunne gemme sig mellem bladene, og de slog sig ned under et stort egetræ. De kaldte sig Robin Hoods glade bande, og de svor at beskytte de fattige og at rette op på alt det, sheriffen blev ved med at gøre forkert.

En dag, da Robin gik gennem skoven, kom han til en bæk med en smal træstamme som bro. Midt på mødte han en mand, der kom fra den anden side. Han var en kæmpe af en mand, et helt hoved højere end Robin, med en kampstav i hånden.

»Gør plads,« sagde Robin.

»Gør selv plads,« sagde den fremmede muntert. »Jeg var her først.«

Ingen af dem ville træde tilbage. Så Robin skar sig en kampstav, og de to kæmpede dér på den smalle bro, bank, knæk, smæk, til det rungede i træerne. Og til sidst, med ét stort sving, slog den fremmede Robin lige ned fra broen og plask! ned i bækken.

Robin kom op drivvåd og prustende, og så begyndte han at grine. Kæmpen grinede også og rakte en kæmpestor hånd frem for at trække ham op.

»Du er den bedste kæmper, jeg nogensinde har mødt,« sagde Robin. »Vil du slutte dig til os?«

»Med glæde,« sagde den fremmede. Han hed John Little, men fordi han var så umådelig stor, kaldte banden ham Lille John. Og fra den dag var han Robins ven for livet.

Et stykke tid efter kom en meget fed pengepung ridende gennem skoven. Den tilhørte en rig abbed på en fin hvid hest med sadeltasker, der klirrede ved hvert skridt. Den glade bande standsede ham på skovvejen.

»Vær ikke bekymret, fader,« sagde Robin og bukkede dybt. »Vi vil ikke røve dig. Vi vil gerne invitere dig til middag.«

Abbeden nød sin middag meget, med stegt dyrekølle og godt brød. Bagefter sagde Robin: »Nu vil du som vores gæst sikkert gerne betale for maden.« Og han åbnede sadeltaskerne og tog lige præcis nok guld ud til at købe korn til hver eneste familie i landsbyen længere nede ad vejen og sendte abbeden videre med resten.

Sheriffen var rasende. Han satte plakater med Robins ansigt op på hver eneste pæl i Nottingham med en stor dusør skrevet nedenunder. Næsen var tegnet helt forkert, og banden grinede i flere dage.

Så fik sheriffen en klogere idé. Han udråbte en stor bueskydningskonkurrence ved markedet i Nottingham, åben for alle, og præmien var en pil af rent guld.

»Robin Hood er den bedste bueskytte i England,« sagde sheriffen til sin kaptajn. »Han kan ikke lade være. Og når han kommer for at skyde, fanger vi ham.«

»Det er tydeligvis en fælde,« sagde Lille John.

»Tydeligvis,« sagde Robin. »Og den er tydeligvis umulig at modstå.«

På markedsdagen kom en lasket kedelflikker haltende ind gennem byporten med en lappet kappe, en klap for det ene øje og en gammel gryde på ryggen. Vagterne kiggede lige forbi ham. De holdt øje med en, der var klædt i grønt.

Konkurrencen begyndte. Én efter én trådte bueskytterne frem og skød mod skiven langt nede på pladsen. Nogle ramte kanten, nogle ramte ringene, og en enkelt eller to ramte nær midten. Så haltede den laskede kedelflikker frem for at tage sin tur. Folkemængden grinede.

Kedelflikkeren spændte buen, sigtede og lod pilen flyve. Den ramte skivens allerinderste midte, lige midt i guldet.

Folkemængden blev tavs. Så jublede de og jublede. Sheriffen rakte med rynket pande guldpilen frem, og da kedelflikkeren tog imod den, gled den lappede kappe ned fra hans skuldre, og dér var lincolngrønt nedenunder.

»Robin Hood!« brølede sheriffen. »Grib ham!«

Men folkene i Nottingham kendte Robin, og de holdt af ham. Hele markedet lukkede sig om ham bagfra, vogne og boder og køer og folkemængder, så sheriffens mænd ikke kunne komme igennem, og da de endelig gjorde, var Robin over muren og væk ind i skoven.

Samme nat blev guldpilen solgt, langt væk, for mange penge. Og næste morgen fandt hver eneste familie, som sheriffen havde beskattet, deres korn og deres penge og lidt ekstra oveni, lagt stille på dørtrinnet.

Den nat holdt hele banden fest under det store egetræ med et knitrende bål og stjernerne over sig. Nogen fortalte historien om skuddet, og en anden fortalte den igen med dobbelt så lang afstand, og ved aftenens slutning havde Robin skudt pilen fra den anden ende af grevskabet med lukkede øjne.

Og så længe Robin Hood boede i Sherwoodskoven, gik ingen i Nottinghamshire nogensinde sultne i seng igen.