Må jeg møde frøprinsen? en personlig bog med dit barn som helten

Der var engang en konge, som havde mange døtre, og den yngste af dem hed Freja. Af alt sit legetøj holdt Freja allermest af sin guldkugle. Tæt ved slottet lå en stor, mørk skov, og i skovkanten under et gammelt lindetræ stod en ældgammel brønd. På varme dage sad Freja gerne ved brønden og legede; så kastede hun sin guldkugle højt op i luften og greb den igen.

En eftermiddag kastede hun kuglen højere end nogensinde før. Den glimtede i solskinnet, gled mellem hendes fingre, hoppede én gang på stenene og faldt, plask, ned i brønden. Freja lænede sig ud over kanten og kiggede ned, men brønden var så dyb, at hun ikke kunne se bunden.

Hun begyndte at græde, og hun græd højere og højere, til en stemme sagde: »Hvad er der dog i vejen, prinsesse?«

Freja så sig omkring. Op af vandet stak en frø hovedet, en tyk grøn frø med gyldne øjne.

»Nå, det er dig, gamle vandplasker,« sagde Freja og tørrede øjnene. »Jeg græder, fordi min guldkugle er faldet ned i brønden.«

»Lad være med at græde,« sagde frøen. »Jeg kan hente den til dig. Men hvad får jeg, hvis jeg gør det?«

»Hvad du vil,« sagde Freja. »Mine kjoler, mine perler, ja, selv den guldkrone, jeg går med.«

»Jeg vil hverken have kjoler eller perler eller kroner,« sagde frøen. »Men hvis du vil være min ven og lade mig sidde ved siden af dig ved bordet og spise af din lille guldtallerken og drikke af dit lille bæger og sove et trygt sted i dit værelse, så dykker jeg ned og henter din guldkugle op.«

»Ja, ja, det lover jeg, det hele!« sagde Freja uden rigtig at tænke sig om. »Bare jeg får min kugle igen!«

Frøen dykkede ned i det dybe vand. Lidt efter kom han op igen med guldkuglen i munden og kastede den op i græsset. Freja blev så glad, at hun samlede den op og løb lige hjem med den uden så meget som at sige tak.

»Vent på mig!« kvækkede frøen. »Jeg kan ikke løbe så hurtigt som dig!« Men Freja ventede ikke.

Den aften sad Freja til bords med kongen og hele hoffet, da noget kom kravlende op ad slottets marmortrappe, plisk, plask, plisk, plask. Så bankede det på døren, og en stemme råbte:

»Kongedatter, yngste, luk mig ind! Husker du ikke, hvad du lovede mig nede ved brønden i den kølige skygge?«

Freja løb hen til døren og åbnede den på klem. Dér sad frøen. Hun smækkede døren i og gik bleg tilbage til bordet.

»Hvem var det, min pige?« spurgte kongen. »Det var vel ikke en kæmpe, der ville bære dig bort?«

»Nej, far,« sagde Freja. »Bare en ækel, våd frø.« Og hun fortalte ham, hvad der var sket ved brønden.

Kongen lyttede, og så sagde han venligt: »Hvad man har lovet, skal man holde, især over for en, der hjalp en, da man havde brug for det. Gå hen og luk ham ind.«

Så åbnede Freja døren, og frøen hoppede efter hende, helt hen til hendes stol.

»Løft mig op ved siden af dig,« sagde han.

Freja havde ikke lyst, men kongen så på hende, så hun løftede ham op på bordet. Hun skubbede sin lille guldtallerken hen til ham, og de delte aftensmaden sammen. Og mens de spiste, begyndte Freja at se frøen lidt anderledes. Han havde meget fine bordmanerer. Han fortalte sjove historier om livet i brønden. Og da hun lo ad en af dem, så han så glad ud, at hun opdagede, at hun sad og smilede til ham.

Da aftensmaden var spist, gabte frøen et stort frøgab. »Jeg er træt,« sagde han. »Må jeg få et trygt sted at sove, som du lovede?«

Freja tøvede. Så kom hun i tanker om, hvor venligt han havde hentet hendes kugle, og hvordan han havde ventet ved den kolde dør i mørket. Hun bar ham op på sit værelse og redte en blød seng til ham på en silkepude ved siden af sin egen hovedpude.

»Godnat, frø,« sagde hun. Og så, fordi han var hendes ven nu, og et løfte er et løfte, bøjede hun sig ned og gav ham et sødt godnatkys midt på hans lille grønne hoved.

I samme øjeblik glimtede det af lys. Puden glødede, og frøen var borte. I hans sted stod en ung prins med venlige gyldne øjne.

»Tak,« sagde han. »For længe siden forheksede en ond heks mig og forvandlede mig til en frø. Kun en prinsesse, der holdt sit løfte og var virkelig god mod mig, kunne bryde fortryllelsen.«

Næste morgen, da solen stod op, kørte en karet trukket af otte hvide heste op foran slotsporten. Bag på stod prinsens trofaste tjener, den tro Henrik. Da hans herre var blevet forvandlet til en frø, var Henrik blevet så bedrøvet, at han havde ladet tre jernbånd lægge om sit hjerte, så det ikke skulle briste.

Da kareten kørte af sted med prinsen og Freja for at besøge prinsens kongerige, lød der et højt knald.

»Henrik, vognen går i stykker!« råbte prinsen.

»Nej, herre, det er ikke vognen,« råbte Henrik. »Det er et bånd om mit hjerte, som var fuldt af sorg, mens De var en frø i brønden.« Og to gange til lød der et knald, da de to andre bånd også sprang af glæde.

Om aftenen kom de hjem igen, og der blev holdt fest i slotshaven med musik og dans under lindetræerne, og kongen, Freja og prinsen spiste aftensmad sammen ved et langt bord på græsplænen. Og fra da af holdt Freja sin guldkugle langt væk fra brønden, selv om hun og prinsen tit gik hen og satte sig ved den for at mindes, hvordan de første gang havde mødt hinanden.