Lille Kikært en personlig bog med dit barn som helten

Der var engang en dreng, der var så lille, at når hans mor satte en kikært ved siden af ham på køkkenbordet, nåede den ham næsten til knæene. Hans forældre havde ønsket sig et barn i mange år, og da han kom, var de slet ikke skuffede over, at han var bitte lille. De kaldte ham Garbancito, det betyder lille kikært, og de elskede ham af hele deres store hjerte.

Garbancito var lille, men aldrig genert. Han bar en almindelig rød tunika, cremefarvede bukser og bløde brune sko, og sin lille stofhue holdt han i hånden, så alle kunne se hans muntre ansigt. Han klatrede op ad bordbenene, red på kattens hale, når katten tillod det, og sov i en valnøddeskal foret med uld.

En morgen sagde hans mor: «Garbancito, jeg har brug for brød til aftensmad. Kan du bære den her mønt hen til bageren?» Mønten var næsten lige så stor som han selv, men han krammede den og sagde: «Selvfølgelig kan jeg det!»

De gik han ad landsbyens vej. Brostenene var store som bakker, og tusindfrydene tårnede sig op over ham som træer. Store støvler skyndte sig forbi, og ingen så ned. Så gjorde Garbancito, hvad han altid gjorde, når han ville findes. Han sang med sin klare lille stemme:

«Jeg er Garbancito, lille som et frø, jeg bærer min mønt og synger, mens jeg tø'r!»

Landsbyboerne stoppede og bøjede sig ned. «Se, der er en stemme, og der er en dreng!» sagde bagerens kone og trådte forsigtigt til side. Bageren tog mønten og gav Garbancito et varmt brød, som to naboer bar hjem for ham.

En anden dag sagde hans far: «Garbancito, vil du bringe denne lille pakke til vores nabo?» Drengen rullede pakken ind i et stort grønt blad, skubbede den ad stien og lod den ligge på naboens dørtrin. Så vendte han sig om og vinkede med begge arme mod hjemmet, meget stolt, og sang sin sang igen, så hans forældre kunne vide, at han havde klaret det godt.

På vejen tilbage blev himlen grå. Plink! Én dråbe faldt, så en til, og snart kom regnen ned i store, skinnende perler, hver så stor som hans hoved. Garbancito så sig omkring. I haven stod et kæmpestort kålhoved med et blad så bredt som et tag. Han krøb ind under det og satte sig, tør og lun, og lyttede til trommen ovenover.

Men en stor okse græssede i haven, og den var sulten. Den sænkede sit store hoved, åbnede munden og åd kålen, blad og det hele. Garbancito, der sad under bladet, fulgte med.

Det var slet ikke skræmmende. Garbancito befandt sig på et rundt, blødt lysende sted, foret med grønne blade og oplyst af gyldent lys, som indersiden af en lanterne i en eventyrbog. «Nå,» sagde han, «det her er den mærkeligste paraply, jeg nogensinde har haft.» Han satte sig på et blødt blad og ventede, for han vidste, at hans familie ville komme.

Hjemme ledte hans mor og far overalt. De kiggede på bordet, i valnøddeskallen og i bagerens butik. Til sidst løb de ud på marken og stillede sig ved siden af den enorme okse og kaldte: «Garbancito! Garbancito, hvor er du?»

Så begyndte en bitte lille stemme et sted ved oksen at synge:

«Jeg er Garbancito, lille som et frø, jeg er rask og i live, så lad være med at grø'!»

«Det er hans sang!» råbte hans mor. «Han er inde i oksen!» sagde hans far, og de grinede og græd på én gang. «Kære okse, lad vores søn komme ud,» sagde de.

Oksen blinkede bare, for den anede ikke, hvad den skulle gøre. «Måske har den brug for et godt måltid,» sagde faren og hentede favnevis af kålhoveder. Oksen åd og åd, til den var helt mæt og lidt utilpas. Så løftede den hovedet, tog en dyb indånding og slap et stort, harmløst vindpust, det største, nogen i landsbyen nogensinde havde hørt.

Fuuush! Ud fløj Garbancito, tumlede gennem luften som en fjer og landede med et blødt flump i en bunke gyldent halm, langt væk fra oksen. Han satte sig op, børstede et par strå af sin tunika og fandt sin hue stadig i hånden. «Det,» sagde han, «var en rigtig fin tur.»

Hans mor samlede ham op i sin håndflade, og hans far kyssede ham på issen med en fingerspids. De bar ham hjem, og alle i landsbyen kom for at høre, hvordan han var blevet fundet.

Den aften var der fest i køkkenet. Garbancito sad i en porcelænstekop, så godt som en konge i en fløjlsstol, ved siden af en kikært og et varmt brød. Han spiste krummer, drak en dråbe varm mælk og sang sin sang endnu en gang. Og alle var enige om, at landsbyens mindste menneske havde det største mod af alle.