Lægen med de lyttende ører en personlig bog med dit barn som helten

Florence kunne høre en bekymring, selv når der var stille i huset. Den lød som i morgen, i morgen, i morgen. I morgen var det lægetjek, og mor havde sagt, at det var tid til en vaccination. Florence krammede Bamse i vindueskarmen. Bamse havde en cremefarvet mave og ét øre, der hældede til siden. Kunne en anden ikke tage af sted i stedet? En, der var lavet helt af fyld?

I dag havde børnehaven bamsehospital. Medicinstuderende havde taget stetoskoper, bløde bandager og håndklæder med til lege-patienterne. Florence var lige ved at lade Bamse blive i tasken. Hospitaler lød alt for tæt på i morgen. Men en studerende, der hed Alex, knælede ved bordet. »Du kender din bamse bedst,« sagde Alex. »Vil du hjælpe mig med at lytte?« Langsomt tog Florence Bamse frem.

Først viste Alex Florence et stetoskop: ørestykker, et bøjeligt rør og en rund lytteskive. Med hjælp hørte Florence et rigtigt hjerteslag gennem skiven mod sit eget bryst. Bu-dunk, bu-dunk. »Dit hjerte pumper blod rundt i kroppen,« forklarede Alex. Så lyttede Florence til Bamse. Ingenting! »Fyld er meget stille,« besluttede Florence. Alex grinede. Det her hospital var bare for leg, men spørgsmålene måtte gerne være rigtige.

De viklede en lille bandage om Bamses pote. Florence puttede forsigtigt den løse ende ind. »En bandage kan holde en forbinding på plads,« sagde Alex. »På et rigtigt menneske sørger vi for, at den ikke sidder for stramt.« Bamse så meget vigtig ud. Florence holdt bamsen oprejst og spurgte så: »Skal Bamse vaccineres?« Spørgsmålet virkede, som om det tilhørte en anden. Det gjorde det ikke.

»Legebamser skal ikke,« sagde Alex. »Mennesker får vacciner, så deres krop kan lære at genkende bestemte bakterier og vira og bekæmpe dem. Det hjælper med at beskytte os mod nogle sygdomme.« Florence kiggede på Bamses bandage. »Gør det ondt?« Alex svarede uden at skynde sig. »Det kan svie et øjeblik. Du må gerne stille spørgsmål og vælge, hvad der hjælper dig med at have det godt.« Florence hviskede: »Det er faktisk mig, der er bekymret.« Det lyttede Alex også til.

Før frugttid vaskede alle hænder med sæbe og vand. Florence huskede mellemrummene mellem fingrene og skyllede og tørrede så omhyggeligt. Alex forklarede, at det at hjælpe nogen begyndte med rene hænder og med at vide, hvornår man skulle hente en voksen. Florence kunne bede om hjælp, hente noget, der var sikkert, eller sidde og lytte. At være til nytte betød ikke, at man skulle gøre det hele. Det lød muligt, selv uden et stetoskop.

Efter børnehaven tog mor Florence med i parken. Bamse kiggede med fra den åbne taske, mens Florence og Robin lavede et spor af nedfaldne blade. Robin skyndte sig rundt om et sving, snublede og landede på det ene knæ. Legen stoppede. Robins ansigt krøllede sig sammen. Det gav et sæt i Florences mave, og en hånd rakte ud mod den støvede skramme. Så stoppede hånden. »Mor!« råbte Florence. »Robin har slået sig. Kom!«

Mor kom med det samme. Hun kiggede på Robin og den lille skramme, som allerede var holdt op med at bløde. Der var en førstehjælpstaske i hendes taske og rent drikkevand i en flaske. Efter at de havde gjort hænderne rene, hjalp mor Florence med at hælde en blid stråle vand over knæet. De lod snavset skylle væk i stedet for at gnide. »Sig til, hvis du skal have en pause,« sagde Florence til Robin.

Mor duppede forsigtigt huden omkring tør med ren gaze og åbnede et plaster. Hun viste Florence, hvordan man holder i de klæbende ender og lader den midterste pude være ren. Sammen dækkede de den lille skramme. Florence blev ved Robin, mens mor tjekkede igen. »Det sved,« sagde Robin. Florence ville gerne love, at intet nogensinde ville gøre ondt igen. I stedet sagde Florence: »Det tror jeg på. Vil du have, at jeg bliver her?« Robin nikkede.

De sad på en bænk, til Robin var klar til at gå. Mor fortalte Robins forælder, hvad der var sket. »Du kaldte på mig først,« sagde hun til Florence. »Og du lyttede, da Robin havde brug for en pause.« Florence kiggede på Bamses forbundne pote, der kiggede frem fra tasken. At hjælpe et rigtigt menneske havde føltes anderledes end at lege hospital. Der havde ikke været nogen perfekte ord. At blive tæt ved havde hjulpet alligevel.

På klinikken næste morgen kom bekymringen tilbage. Florences lille søskende, Kit, skulle også til lægetjek. Kit gemte sig bag mors ærme. Florence havde lyst til at gemme sig ved siden af Kit, men sagde til lægen: »Jeg er bange for min vaccination.« Lægen takkede Florence for at sige det. Hun lyttede til Florences hjerte, forklarede tjekket og svarede på spørgsmålene. Hun ville også forklare, før hun gav vaccinen.

Florence valgte at sidde med mors arm behageligt om sig og Bamse på skødet. »Må jeg kigge på mor?« Lægen nikkede. Florence pustede langsomt ud, som når man køler en skefuld suppe. Et kort svid; øjnene blev våde. Mor blev tæt ved, mens lægen gjorde færdigt og satte et lille plaster på. »Jeg mærkede det,« sagde Florence. »Og du fortalte os, hvad du havde brug for,« svarede mor.

Så var det Kits tur til tjek. Den lille hånd rakte ud fra mors skød. Florence bøjede sig ned og rakte en hånd tilbage. »Lytteskiven føles måske kold,« sagde Florence. »Du kan bede hende om at vise dig den først.« Kit så lægen varme stetoskopet mellem sine håndflader. Langsomt faldt Kits skuldre ned. Florence behøvede ikke at have stetoskopet på nu. Det bedste at tilbyde var en velkendt hånd.

Før de gik, satte lægen sig på hug ved Florence. »Du bad om hjælp, lyttede til din ven og fortalte mig, hvordan du havde det. Det er fremragende omsorgsevner.« Florence smilede bredt til Bamse. Bekymringen var ikke forsvundet ved trylleri. Den havde givet plads til spørgsmål, en langsom vejrtrækning og en andens hånd. »Bamses læge har rigtig gode lytteører,« sagde Florence. Denne gang lød i morgen en lille smule mere stille.