Hans og Grete en personlig bog med dit barn som helten

Der var engang, i udkanten af en stor skov, en fattig brændehugger, som boede med sine to børn, en dreng, der hed Hans, og en pige, der hed Grete. Det var hårde tider, og nogle aftener var der kun en brødskorpe til aftensmad.

En dag sagde brændehuggeren: »I morgen må vi gå langt ind i skoven og finde godt brænde, som vi kan sælge. Det er en lang vej, så vi tager tidligt af sted.«

Grete var en pige, der tænkte sig godt om. Den aften, da månen kom op, smuttede hun udenfor og fyldte begge sine lommer med de blege, hvide småsten, der lå i gården. »Man kan aldrig vide,« sagde hun til sig selv.

Næste morgen gik de ind i skoven. For hvert par skridt lod Grete en sten falde bag sig, og stenene lå og skinnede på stien som små hvide knapper. Da lommerne var tomme, smuldrede hun sit stykke brød og strøede krummerne i stedet.

Langt inde i skoven tændte deres far et bål og sagde: »Sid her og hold jer varme, mens jeg hugger brænde. Jeg kommer tilbage efter jer.« Hans og Grete sad ved bålet og lyttede til lyden af hans økse, langt væk mellem træerne, til de faldt i søvn.

Da de vågnede, var det mørkt, bålet var gået ud, og lyden af øksen var holdt op. Et sted ude mellem træerne ledte deres far efter dem, men skoven var så stor, at han ikke kunne finde stedet igen.

»Bare rolig,« sagde Grete. »Vi følger krummerne tilbage til stenene, og stenene viser os vejen hjem.«

Men da de ledte efter krummerne, var der ingen. En flok små fugle var fløjet ned bag dem om eftermiddagen og havde spist hver eneste en.

Så Hans og Grete var faret vild i skoven. De gik hele natten og hele den næste formiddag og blev mere sultne og mere trætte for hvert skridt. Så, ved middagstid, sang en snehvid fugl for dem fra en gren og fløj i forvejen, og de fulgte efter den ud i en lysning.

Dér stod et lille hus. Væggene var af honningkage, taget var lagt med lagkage, og vinduerne var af klart sukker.

»Åh!« råbte Hans, og han brækkede et stykke af taget og begyndte at gumle. Grete nippede til et sukkervindue.

Så råbte en tynd stemme indefra:

»Knase, knase, knus, hvem er det, der knaser på mit hus?«

Døren gik op, og ud kom en gammel kone, der støttede sig til en stok. Hans og Grete fór sammen, men hun smilede sødt til dem.

»Åh, I stakkels små,« sagde hun. »Kom indenfor, kom indenfor. Jeg skal nok give jer noget at spise.«

Hun dækkede bordet med pandekager og mælk, æbler og nødder og kager af alle slags, og hun redte to små senge med hvide lagner. Men da Grete sagde, at de måtte gå hjem om morgenen, ville den gamle kone ikke høre tale om det.

»Bliv,« sagde hun. »Bliv og spis. I er alt for tynde.«

Den gamle kone var ikke så venlig, som hun så ud. Hun var en heks, og hun havde bygget sit søde lille hus for at lokke børn indenfor. Næste morgen vågnede Grete og opdagede, at Hans var blevet lukket inde i et flettet bur ude i gården.

»Jeg vil fede ham op, til han er rigtig tyk,« sagde heksen og gned sig i hænderne, »og du skal lave maden.«

Gretes hjerte hamrede, men hun var klog nok til ikke at lade heksen se, at hun var bange. Hun lavede mad og gjorde rent og sagde ingenting, og hele tiden tænkte hun.

Heksen så meget dårligt. Hver morgen humpede hun ud til buret og sagde: »Hans, stik fingeren ud, så jeg kan mærke, om du er blevet tyk.«

Så fandt Grete en tynd kvist og stak den ind mellem tremmerne til sin bror, og hver morgen stak Hans kvisten ud i stedet for sin finger. Heksen følte på den og brummede: »Stadig så tynd som en pind! Du bliver jo slet ikke federe.«

Til sidst, en morgen, mistede heksen tålmodigheden. »Tyk eller tynd, nu har jeg ventet længe nok,« sagde hun. »Grete, kravl ind i ovnen og se, om den er klar til at bage.«

Ovnen var kæmpestor og sort og stadig kold. Grete så på den, og hun forstod heksens list.

»Jeg ved ikke, hvordan man kommer ind,« sagde hun så uskyldigt, hun kunne. »Vil du ikke vise mig det?«

»Din dumme gås,« snerrede heksen. »Lågen er stor nok. Se, selv jeg kan komme ind.« Og hun bukkede sig ned og kravlede ind for at vise hende det.

Lynhurtigt smækkede Grete den tunge jernlåge i og skød slåen for. Heksen hamrede og skreg derinde, men slåen holdt.

Grete løb hen til buret og lukkede det op. »Hans, kom ud! Vi er fri!«

Hans sprang ud, og de krammede hinanden og dansede rundt i gården. Så fandt de bag komfuret en gammel trækiste fuld af perler og funklende sten, og de fyldte lommerne med så mange, de kunne bære. De lod heksen blive i sin kolde ovn, stadig skrigende, og løb ind i skoven. Længe efter hørte de, at hun til sidst havde vredet sig ud og var draget bort over bjergene, og at hun aldrig mere byggede et sødt lille hus.

Efter et stykke tid kom de til et bredt vand uden bro og uden båd.

»Vi kommer aldrig over,« sagde Hans.

Men en stor hvid and svømmede tæt ved, og Grete kaldte på den:

»Lille and, lille and, svøm herhen! Hans og Grete står her ved vandets rand. Her er ingen bro og ingen båd, så bær os over, lille and!«

Anden kom padlende og bar dem over én ad gangen, for som Grete sagde, ville to være for tungt for én lille and.

På den anden side begyndte skoven at se kendt ud. Natten faldt på, månen kom op, og dér på jorden, hvid og skinnende i måneskinnet, lå den første af Gretes sten. Og en til, og en til. De fulgte stenene hele vejen gennem skoven, til de så en lampe tændt i et vindue. Det var deres eget vindue, hvor deres far havde ladet lampen brænde hver eneste nat, siden de blev væk.

Deres far græd af glæde, da han så dem. Og da de tømte deres lommer, trillede perler og funklende sten hen over bordet, så skabet derhjemme aldrig mere var tomt.

Og de tre levede lykkeligt sammen til deres dages ende.