Den lille pige med svovlstikkerne en personlig bog med dit barn som helten

Det var så grueligt koldt; det sneede, og det begyndte at blive mørk aften; det var også den sidste aften i året, nytårsaften. I denne kulde og i dette mørke gik der på gaden i den gamle by en lille fattig pige. Hun havde ingenting på hovedet, og hun gik med bare fødder, for de tøfler, hun havde haft på om morgenen, var alt for store og var gledet af i sneen.

I sit gamle forklæde bar hun en mængde svovlstikker, og ét bundt holdt hun i hånden. Ingen havde købt en eneste stik af hende hele dagen, og hendes fingre var så kolde, at hun næsten ikke kunne mærke dem.

»Svovlstikker!« råbte hun med en lille stemme. »Hvem vil købe mine svovlstikker?«

Men folk, der skyndte sig forbi, var pakket ind i halstørklæder og frakker, og de havde travlt med deres egen aften. Snefnuggene lagde sig på hendes lange, lyse hår, og ingen lagde mærke til den lille pige med svovlstikkerne.

Ud af alle vinduer skinnede lysene, og der lugtede så dejligt af gåsesteg nede på gaden, for det var jo nytårsaften. Pigen fandt en smal krog mellem to høje gamle huse, hvor vinden ikke kunne nå hende helt så slemt, og dér satte hun sig og trak benene op under sig.

Hendes små hænder var næsten døde af kulde. »Hvis jeg bare tændte én stik,« tænkte hun, »kunne jeg måske varme mine fingre lidt.« Så trak hun en ud af bundtet og strøg den mod muren. Ritsch!

Hvor den sprudlede, hvor den brændte! Den brændte med en varm, klar flamme, som et lille lys, og da hun holdt hånden om den, så pigen noget vidunderligt. Det var, som om hun sad foran en stor jernkakkelovn med blanke messingfødder, og ilden i den lyste så varmt, at hun kunne mærke det. Hun strakte fødderne frem for også at varme dem, og så gik flammen ud. Kakkelovnen forsvandt, og hun sad i den kolde krog med den udbrændte svovlstik i hånden.

Hun strøg en ny stik. Den blussede op, og dér, hvor skæret faldt på muren, blev muren gennemsigtig som glas, og hun kunne se lige ind i stuen bagved. Dér stod et bord dækket med en skinnende hvid dug og fint porcelæn, og på det stod et helt festmåltid, gåsesteg og æbler og svesker, og det dampede stadig fra hvert fad. Så gik svovlstikken ud, og der var kun den tykke, kolde mur.

Hun tændte en tredje stik. Og nu sad hun under det allerdejligste juletræ, hun nogensinde havde set, højere end noget hus og funklende med hundrede lys. Hun løftede hænderne op mod det, og svovlstikken gik ud. Men juletræets lys steg højere og højere, til hun så, at det var de klare stjerner på himlen. En af dem faldt og trak en lang lysstribe efter sig.

»Nu er der nogen, der tænker på mig,« sagde den lille pige. Det plejede hendes gamle bedstemor at sige, hende, der havde holdt mere af hende end nogen anden i hele verden.

Hun strøg den fjerde stik mod muren. Og dér i skæret stod hendes gamle bedstemor, så klar og så skinnende, med sit milde, smilende ansigt, præcis som hun havde været engang.

»Bedstemor!« råbte den lille pige. »Åh, gå ikke din vej!«

Bedstemor smilede kærligt til hende. »Min modige lille pige,« sagde hun. »Du må ikke sidde herude alene i kulden. Kan du huske, hvad jeg altid sagde til dig? Når man har brug for hjælp, skal man bede om den. Der findes gode mennesker i verden. Gå hen og find dem.«

Så gik svovlstikken ud. Men bedstemors smil blev hos den lille pige, varmt og lyst, selv i mørket.

Hun rejste sig, stiv af kulde, og gik hen ad gaden på sine bare fødder, til hun kom til et vindue, hvor der stadig var lys. Det var bagerbutikken. Den lille pige trak vejret dybt og bankede på ruden.

Bageren kom straks hen til døren. Han var en stor mand med mel på armene, og da han så den lille pige stå dér i sneen, råbte han: »Gud bevares, barn, du er jo helt forfrossen! Kom ind, kom ind!« Og han svøbte hende ind i et tæppe, som han hentede bag disken, og satte hende ved sin egen store ovn.

Snart sad hun med et varmt brød i begge hænder, sneen smeltede ud af hendes hår, og varmen sneg sig tilbage i fingre og tæer, ligesom i hendes første syn, men denne gang var det virkeligt.

Rygter løber hurtigt i en gammel by. Bagerkonen løb over til naboerne, og naboerne kom én efter én. En kom med et par varme strømper, en anden kom med en frakke, og den gamle dame fra den anden side af gaden kom med et par støvler, der havde tilhørt hendes eget barnebarn. Og bagerkonen redte en seng op ved ovnen, så den lille pige havde et trygt og varmt sted at sove.

Ved midnat ringede alle byens kirkeklokker det nye år ind, og den lille pige faldt i søvn, varm og mæt og tryg.

Næste morgen var klar og lys. Solen glitrede på den nye sne, og bageriet duftede af friskt brød. Bageren og hans kone spurgte den lille pige, om hun ville blive og hjælpe dem i butikken, og hun sagde ja. Og for første gang i meget, meget lang tid var der varme og venskab og et nyt år fuldt af håb foran hende.

Nogle gange, på klare nætter, så hun stadig op mod stjernerne og tænkte på sin bedstemor. Og hun var helt sikker på, at bedstemor smilede.