Tommeliden en personlig bog med dit barn som helten

For længe siden, ved kanten af en stor skov, boede en familie med syv børn i en lille hytte sammen med mor og far. Den vinter var tiderne hårde. Høsten var tynd, spisekammeret næsten tomt, og de voksne brugte mange aftener på at tale lavt og bekymret.

Det yngste barn var det mindste af alle. De seks ældre søskende glemte ofte, at den lille lyttede. Men det yngste hørte alt og tænkte grundigt over det, som en klog person tænker over en knude, før man trækker i snoren.

En aften hørte barnet, at familien skulle dybt ind i skoven for at samle brænde og lede efter mad. Det yngste sagde ingenting. Ved daggry, før nogen var vågen, listede barnet ned til åen bag hytten og fyldte en lomme med glatte hvide småsten, hver især runde og blanke som knapper.

Da familien drog af sted, løb de ældre børn forud langs den mosklædte sti og lo ad de høje træer. Det mindste gik sidst. For hvert par skridt gled en hånd ned i lommen, og en hvid sten faldt blødt ned på mosset. Ingen lagde mærke til det. Skoven blev mørkere og dybere, snart var de voksne langt bagved, og børnene var alene mellem stammerne.

Den ældste så sig omkring og gispede. »Hvor er vi? Hvilken vej er hjem?«

Det mindste barn smilede. »Vent på månen,« sagde det yngste. »Jeg har en hemmelighed.«

Da månen steg op, stor og rund, begyndte stenene at skinne på jorden som en sti af bittesmå sølvlamper. Det yngste tog føringen, og de seks ældre fulgte forundret på række, skridt for skridt, indtil hyttens oplyste vindue dukkede frem mellem træerne. Deres forældre ventede ved døren, lettede og glade for at se dem.

Men de hårde tider tog ikke slut. Snart måtte familien igen ind i skoven. Denne gang var døren låst tidligt, og barnet kunne ikke nå åen. Det eneste, det yngste havde, var en brødskorpe. Så barnet smuldrede den og lod krummerne falde langs stien i håb om det bedste.

Da månen steg op den nat, var stien tom. Små fugle var kommet ned fra grenene, pikkende og flagrende, og hver eneste krumme var væk. Børnene drejede rundt. Træerne så ens ud i alle retninger, og en ugle kaldte et sted langt væk.

»Vi er faret vild,« hviskede den anden søster med tynd, bekymret stemme.

»Vi er faret vild,« indrømmede det mindste. »Men vi er sammen, og det er et godt sted at begynde.«

De gik, til deres fødder gjorde ondt. Til sidst så de et varmt skær forude og så en hytte, større end nogen de nogensinde havde set. Dens trædør var så høj som en lade. En stor lanterne hang ved siden af og svajede i vinden. Børnene krøb sammen og stirrede op.

»Her bor en kæmpe,« sagde den ældste bror. »Vi skal gå.«

Så buldrede en dyb stemme indefra, så lav at ruderne dirrede. Nogen tung gik hen over gulvet. Døren åbnede sig på klem, og børnene veg tilbage. Kæmpen så ned på dem og brummede, at ingen gæster var velkomne, og at han ville låse sin låge for natten. Han tog en stor jernnøgle og traskede ud i gården, hvor han satte sig ved muren, gabende og gnidende sine øjne. Snart rullede hans snorken hen over haven som torden.

Det mindste barn talte snorkene. »Stille nu,« hviskede barnet og tog den ældste søsters hånd. »Der er en lille sidelåge ved brændestablen. Følg mig, én ad gangen, på tæerne.«

De seks ældre børn listede efter det yngste forbi den store mur, hvor kæmpens skygge steg og faldt for hvert åndedrag. Lågen knirkede kun lidt. Én efter én smuttede de igennem, holdt vejret og ud i den kølige nat.

På den anden side af muren stod ved lågestolpen et par enorme støvler, pudsede og blanke med sølvspænder. Det var kæmpens syvmilestøvler, og de nynnede svagt af magi. Det mindste barn havde hørt om sådanne støvler i gamle fortællinger. Med et dybt åndedrag trådte barnet ind i dem, og støvlerne krympede og lagde sig pænt om de små fødder, lige tilpas.

Barnet tog ét skridt, og hele skoven fór forbi i et sus af blade. Et andet skridt bar barnet over en flod. En bred, måneoplyst sti rullede sig ud forude, sølvfarvet som et bånd, og bakkerne sprang nærmere for hvert skridt.

»Hold mig i hånden!« råbte barnet, og brødrene og søstrene greb fat, den ene efter den anden, og blev båret af sted i en leende kæde over enge, åer og sovende landsbyer, indtil den lille hytte dukkede op nedenunder med lampen stadig tændt.

Forældrene løb forbavsede ud. De holdt alle syv børn tæt og lovede, at familien ville blive sammen, hvad end vinteren bragte.

Og ved døren stillede det mindste barn en pose hvide småsten og de magiske støvler, for at minde alle om, at kløgt, mod og et roligt hjerte kan finde vej, selv i den mørkeste skov.