Sindbad Søfareren en personlig bog med dit barn som helten

For længe siden, i byen Bagdad, boede der en ung købmand, der hed Sindbad. Han havde hørt sømændenes historier på markedet om øer, hvor peberet groede på træerne, og om have så klare, at man kunne tælle fiskene, og han længtes efter selv at se verden. Så han pakkede sække med krydderier og baller med farvestrålende stof, sagde farvel til sin familie og sejlede ned ad floden til havnen i Basra.

Ved kajen ventede et skib af træ, en dhow med en høj, udskåret agterstavn og ét stort trekantet sejl. Dragere bar sækkene om bord, den gamle kaptajn gav ordren, og sejlet fyldtes med vind. »Farvel!« råbte Sindbad og vinkede fra dækket, til Basras palmer kun var en grøn streg på vandet.

Langt ude på det åbne hav sprang delfiner ved siden af skibet, og flyvefisk strøg hen over bølgerne som sølvpile. Om aftenen, når himlen blev violet, lænede den gamle kaptajn sig mod rælingen ved siden af Sindbad og pegede op. »På landjorden kan man spørge om vej,« sagde han. »På havet fortæller stjernerne dig den. Lær dem, så farer du aldrig vild.« Sindbad lærte dem én efter én, den klareste først.

En morgen kom skibet til en lille grøn ø, så lille, at man kunne gå rundt om den før morgenmaden. Kaptajnen kastede anker, og sømændene gik i land med deres gryder og deres vasketøj. De tændte et bål for at lave mad og stillede en stor vaskebalje af træ ved siden af, og Sindbad løb af sted for at udforske øen mellem de få træer.

Hvor var øen dog mærkelig! Jorden var glat og grå og varm, og når Sindbad trykkede på den med hånden, føltes den næsten som hud.

Så rystede øen. Den skælvede, den vippede, og den begyndte at stige op af havet. Bålet havde vækket den, for det var slet ikke en ø: Det var en kæmpestor hval, der havde sovet så længe i overfladen, at der var vokset træer på dens ryg!

»Tilbage til skibet!« råbte kaptajnen. Sømændene løb og plaskede og kravlede om bord, og vinden fyldte sejlet og bar skibet væk. Men Sindbad var på den anden side af hvalen. Da det store dyr sendte en springvandsstråle højt op i luften og gled ned i dybet, greb Sindbad vaskebaljen af træ, kravlede op i den og holdt godt fast.

Hvalen svømmede bort, og skibet var forsvundet bag horisonten. Hele den nat og hele den næste dag drev Sindbad alene rundt på det store hav, padlede med hænderne og holdt øje med de stjerner, kaptajnen havde lært ham.

Til sidst bar bølgerne baljen ind til en stille strand. Sindbad kravlede ud, strakte sine stive ben og kiggede sig omkring. På sandet stod noget kæmpestort og hvidt: en glat, rund kuppel, stor som et hus, helt uden dør og uden vinduer. Sindbad gik hele vejen rundt om den, halvtreds skridt, og rørte ved dens glatte skal. Så forstod han det. Det var et æg! Ægget fra Rok, den kæmpestore fugl, som sømændene talte om.

Lige da blev himlen mørk, som om en sky havde dækket solen. Det var ikke en sky. Det var Rok, der kom hjem til sit æg, med vinger så brede som et skibssejl. Den store fugl satte sig på ægget og faldt i søvn.

Sindbad fik en idé. Han viklede sit lange livbælte af stof af, listede tæt hen og bandt det om Roks enorme ben og holdt så fast i løkken. Om morgenen vågnede Rok, bredte vingerne ud og steg op mod himlen, og Sindbad steg med. Over havet fløj de, over øer og over bjerge, mens Sindbad svingede sikkert under den store fugl og lo i vinden.

Til sidst landede Rok i en dyb dal mellem høje klipper, og Sindbad bandt hurtigt sit bælte løs. Rok fløj bort, og Sindbad kiggede sig omkring og gispede. Hele dalens bund funklede. Den var dækket af skinnende sten, røde og grønne og klare som vand, der glitrede i solen.

Sindbad fyldte sit bælte med nogle få af stenene. Men hvordan skulle han dog komme op derfra? Så hørte han stemmer højt oppe over sig. Købmænd stod på toppen af klippen, og de havde set ham. De firede et langt reb ned med en kurv for enden, og Sindbad kravlede op i den, og de trak ham op, hånd over hånd, hele vejen til toppen.

Købmændene tog Sindbad med til en havn ved havet. Og dér, fortøjet ved kajen, lå et skib, han kendte: hans egen gamle dhow! Kaptajnen var ved at losse baller med stof, og da han så Sindbad, stirrede han, som om han havde set et spøgelse. Så lo han og kastede armene i vejret. »Det er dine baller!« råbte han. »Jeg har gemt dem til dig hele tiden, selv om jeg troede, vi havde mistet dig til hvalen.« Og han gav Sindbad hver eneste en tilbage.

Sindbad sejlede hjem på sit gamle skib, forbi øerne og delfinerne, hele vejen op ad floden til Bagdad.

Dér kom en aften en gammel drager for at hvile sig i skyggen i Sindbads gård. Han hed også Sindbad: Sindbad Drageren, som bar tunge byrder hele dagen lang. Sindbad Søfareren inviterede ham ind, og naboerne med, og de satte sig allesammen på puder rundt om det lille springvand under lanternerne. Så fortalte Sindbad Søfareren dem hele historien, hvalen og vaskebaljen, det kæmpestore æg, flyveturen med Rok og dalen med de skinnende sten, og han delte gaverne fra sin rejse med alle, der var der.

»Sikken en sømand!« sagde den gamle drager. Og Sindbad smilede, for han vidste, at han snart en dag ville sætte sejl igen.