Myren og græshoppen en personlig bog med dit barn som helten

En lys sommermorgen gik et barn ind i en have, hvor græsset stod højt, og kløveren summede af bier. Tæt ved stien skyndte en lille myre sig af sted med et enkelt hvedekorn holdt højt over hovedet. Kornet var næsten lige så stort som hun selv, men hun bar det støt, skridt for skridt.

Lige ovenover, på et bredt grønt blad, sad en græshoppe med skinnende vinger. Han spillede på en lille violin, og melodien var så munter, at mariehønsene syntes at danse på stråene. Da han så barnet, bukkede han så dybt, at hans blad hoppede.

»Godmorgen!« sagde han. »Sommeren er til at synge i. Kom og lyt!«

Barnet lyttede et stykke tid, for musikken var dejlig. Så kiggede barnet ned på myren, som ikke var stoppet med at gå. »Hvor skal du hen med det korn?« spurgte barnet.

»Til mit spisekammer,« sagde myren, lidt forpustet. »Sommeren er rundhåndet, men den varer ikke evigt. Jeg vil gerne være klar.«

Barnet syntes, det lød fornuftigt. »Må jeg hjælpe?« Myren smilede og pegede på et stykke jord, hvor der var faldet korn fra de høje strå. Barnet hentede en lille flettet kurv, og sammen samlede de kornene ét for ét. Myren gik forrest til sit spisekammer, en rund dør gemt under rødderne af et gammelt træ. Indeni var hylderne stadig tomme, men rene og tørre.

Hele dagen blev kurven tungere, og hele dagen spillede græshoppen. Nogle gange råbte han et muntert vers om solskin og mælkebøtter. Barnet vinkede til ham, og han vinkede med buen tilbage.

Efterhånden gled en grå sky hen over himlen. En kølig brise bølgede gennem græsset og vendte bladene. Barnet mærkede den på begge arme, og myren løftede hovedet.

»Vejret skifter,« sagde myren. »Vil du hjælpe os, græshoppe? Der er plads i arbejdet til et par hænder mere.«

»Åh, der er masser af tid!« lo græshoppen og trampede takten med foden. »Solen skinner stadig et sted. Lad mig lige spille sangen færdig.« Og han spillede videre, mens barnet og myren så på hinanden og gik tilbage til arbejdet.

Snart blev dagene kortere, og bladene på det gamle træ blev gyldne og begyndte at dale ned. Barnet og myren bar de sidste sække korn og de sidste klare frø ind. De stillede dem på hylderne i pæne rækker, til hele spisekammeret duftede af varmt brød og tør sommer. Myren stod i døren og sukkede tilfreds.

»Nu er vi klar,« sagde hun. Barnet takkede hende, fordi en hjælper måtte være med, og hun takkede barnet tilbage.

Så en morgen vågnede haven hvid. Sne dryssede over kviste og svampenes tage, og bittesmå snefnug hvirvlede i luften. Barnet, godt pakket ind, kom ud for at se til spisekammeret og hørte en tynd, stille lyd. Det var en violin, der spillede meget sagte.

Græshoppen stod uden for spisekammerdøren med foldede vinger og fødder, der var blege af kulde. Hans sang var gået ned i et gys. »Jeg troede, jeg havde mere tid,« sagde han uden spor af stolthed.

Barnet holdt ingen forelæsning. Vinteren havde allerede lært ham lektien, og barnet kunne se det. I stedet bankede barnet blidt på, åbnede den lille beskyttede dør og lod en stribe gyldent lygtelys falde over sneen.

»Kom indenfor,« sagde barnet. »Der er plads.«

Myren dukkede op med en lille skål varm suppe, som hun satte på et bord ved lygten. »Sæt dig, græshoppe,« sagde hun. »En kold sanger kan ikke spille godt, men en varm kan.« Græshoppen trådte ind og satte sig så tæt på glødens skær, at hans vinger begyndte at glimte igen.

Når han havde spist suppen op, rejste han sig og lagde en hånd på hjertet. »Tak, begge to,« sagde han. »Jeg nød sommeren, men jeg glemte vinteren. Når foråret kommer, lover jeg at hjælpe jer med at samle mad, før jeg spiller en eneste tone.«

»Og du skal stadig spille,« sagde myren, »for de lange vinteraftener er bedre med musik.« Så stemte græshoppen sin lille violin og spillede en blid melodi, og spisekammeret føltes som det varmeste sted i hele haven.

Til sidst smeltede sneen. Krokus stak op, så kodriver, og det gamle træ fik et slør af frisk grønt. Myren åbnede sin dør og fandt græshoppen ventende allerede, med en kurv dobbelt så stor som hans egen ryg.

Barnet kom løbende med den flettede kurv. Myren gik forrest, barnet bar, og græshoppen arbejdede flittigt og glad og nynnede en melodi mellem turene. Da de holdt hvil i solen, tog han sin violin frem og spillede, og myren trampede takten med en fod.

Fra da af havde haven begge dele: frø til i morgen og sange til i dag. Barnet, myren og græshoppen sørgede for det sammen.