Honningkagemanden en personlig bog med dit barn som helten

Der var engang en snedækket juleaften, i et lille hus i udkanten af en landsby, en pige, der hed Molly, som besluttede sig for at bage noget helt særligt. Hun bandt sit forklæde på, rullede et stort stykke krydret honningkagedej ud på det melede bord og skar forsigtigt en lille mand ud. Hun gav ham to korender til øjne, et smil af kandiseret kirsebær og tre hvide glasurknapper ned ad maven. Så satte hun ham ind i den varme ovn.

»Sådan,« sagde Molly og lukkede ovnlågen. »Du skal blive verdens fineste honningkagemand.«

Snart duftede hele huset af ingefær og kanel. Da hun syntes, han måtte være færdig, åbnede Molly ovnlågen, og ud sprang honningkagemanden! Han landede på gulvet, gjorde et lille hop og løb lige hen mod døren.

»Stop!« råbte Molly. »Kom tilbage!«

Men honningkagemanden lo bare. Han løb ud ad døren og hen ad den snedækkede vej, mens han sang:

»Løb, løb, så hurtigt du kan! Du fanger mig ikke, jeg er honningkagemand!«

Molly løb efter ham. Ude på vejen kom en gammel kone og en gammel mand gående hjem med deres juleindkøb. »Nej, se, en honningkagemand!« sagde den gamle kone. »Stop, lille ven!« sagde den gamle mand og viftede med sin stok. Og så skyndte de sig også efter ham.

Men honningkagemanden løb hurtigere og hurtigere og sang:

»Løb, løb, så hurtigt du kan! Du fanger mig ikke, jeg er honningkagemand!«

Han løb forbi en rimfrossen eng, hvor en stor brun ko stod og gumlede hø. »Muh!« sagde koen. »Stop, honningkagemand! Du dufter så dejligt!« Og koen travede tungt efter ham, mens Molly kravlede over stendiget for at følge med.

Men honningkagemanden lo bare. »Jeg er løbet fra en pige, en gammel kone og en gammel mand,« råbte han, »og jeg kan også løbe fra dig, det kan jeg!

Løb, løb, så hurtigt du kan! Du fanger mig ikke, jeg er honningkagemand!«

Han løb forbi en snedækket fold, hvor en hest stod og kastede med manken. »Vrinsk!« sagde hesten. »Stop, honningkagemand!« Og hesten galopperede efter ham. Men honningkagemanden var stadig for hurtig.

»Jeg er løbet fra en pige, en gammel kone, en gammel mand og en ko,« råbte han, »og jeg kan også løbe fra dig, det kan jeg!«

Han løb forbi en mark, hvor nogle bønder var ved at lappe et hegn. De smed deres redskaber og var med i jagten. »Stop, honningkagemand!« råbte de. Men honningkagemanden lo bare og sang sin sang endnu højere:

»Løb, løb, så hurtigt du kan! Du fanger mig ikke, jeg er honningkagemand!«

Han løb og løb, indtil han kom til en bred flod. Og dér måtte han standse, for honningkagemænd kan ikke svømme. Hvis han blev våd, ville han blive blød og smuldrende og falde fra hinanden.

Ved vandkanten sad en ræv med en busket rød hale og et meget snu smil.

»God eftermiddag, honningkagemand,« sagde ræven blidt. »Du ser ud til at have travlt. Skal jeg bære dig over floden?«

Honningkagemanden så sig tilbage. Molly, den gamle kone, den gamle mand, koen, hesten og bønderne kom alle sammen op ad vejen. »Ja tak!« sagde han.

»Hop op på min hale,« sagde ræven. Så honningkagemanden hoppede op på rævens hale, og ræven begyndte at svømme.

Lidt efter sagde ræven: »Vandet bliver dybere. Du må hellere kravle op på min ryg.« Så honningkagemanden kravlede op på hans ryg.

»Det er endnu dybere nu,« sagde ræven. »Kravl op på mit hoved.« Så honningkagemanden kravlede op på rævens hoved.

»Endnu dybere!« sagde ræven. »Skynd dig, hop op på min snude!« Og honningkagemanden hoppede op på den yderste spids af rævens snude.

Nu begyndte ræven at slikke sig om munden. Men lige i det øjeblik kom Molly farende ned ad den snedækkede skrænt.

»Ræv!« råbte hun. »Det skal du ikke vove! Det er min honningkagemand, og det er jul!«

Ræven blev så overrasket, at den sænkede snuden, og honningkagemanden så sit snit. Han hoppede over på en stor, flad sten midt i floden og derfra, sten for sten, hele vejen tilbage til bredden, hvor Molly stod. Ræven så på Molly og på hele flokken, der kom bag hende, og den besluttede, at den alligevel ikke var sulten. Den listede væk ind i sivene og blev aldrig set igen.

Honningkagemanden stod i sneen, lidt forpustet, og hans glasurknapper rystede. »Du kom for at hjælpe mig,« sagde han, »selvom jeg løb fra dig.«

»Selvfølgelig gjorde jeg det,« sagde Molly.

Honningkagemanden så ned på sine fødder. »Undskyld,« sagde han. »Jeg var pralende og fjollet. Jeg troede, at det klogeste i hele verden var at løbe sin vej. Men det var lige ved, at jeg blev spist.«

»Så kom med hjem,« sagde Molly. »Der er varmt, og det er jul.«

Så gik de to hjem sammen, side om side ad den snedækkede sti, mens den gamle kone, den gamle mand, koen, hesten og bønderne vinkede farvel, og vinduerne i det lille hus lyste langt forude.

Den juleaften sad honningkagemanden på en blød rød pude ved juletræet, ved siden af Molly, og så lysene funkle. Han løb aldrig væk igen. Og når nogen bad ham synge sin gamle sang, sang han den på en ny måde:

»Gå, gå, så langsomt du kan, jeg er hjemme til jul, jeg er honningkagemand!«