Hans i Lykke en personlig bog med dit barn som helten

Der var engang et glad barn ved navn Hans, som havde været på besøg hos en venlig familie langt hjemmefra. Da besøget var slut, svøbte familien en lille guldklump i et klæde og trykkede den ind i Hans' hænder. „Det er en gave“, sagde de. „Tag den med hjem med vores kærlighed.“

Guldet var ikke større end et hønseæg, men forbavsende tungt. Hans puttede det i lærredstasken, tog det op igen og puttede det tilbage. Tunge ting, besluttede Hans, er svære at bære på en lang vej, selv om solen var varm, og vejen var venlig.

Snart kom en rejsende traskende og førte en mild hest med skinnende brun pels. „Hvor må det være dejligt at have en hest“, sukkede Hans. „Så skulle jeg ikke bære på den tunge klump.“

„Er det rigtigt?“ sagde den rejsende med et smil. „Så bytter jeg min hest for dit guld.“ Hans sagde ja med det samme. Men Hans klatrede ikke op alene. I stedet tog barnet grimeskaftet og gik ved siden af hesten og klappede dens varme hals. De gik sammen i et roligt, glad tempo, og hesten syntes at kunne lide selskabet.

Efter en tid kom de til et hus med et hvidkalket stakit. Bag det stod en rolig brun ko, som tyggede langsomt og så verden gå forbi. Bonden lænede sig på lågen. „Fin hest“, sagde han. „Fin ko“, sagde Hans. „Mælk ville være dejligt på en varm dag.“ Ikke længe efter stod hesten i bondens gård, og Hans holdt kuens grimereb, og de slentrede videre ad vejen.

Dagen blev varmere. Hans drømte om kølig mælk, men en ko giver ikke mælk til nogen, der aldrig har lært at malke. Hans klappede koen, fandt spanden tom og sukkede. Så dukkede der på en stille vej med kløver en rejsende op med en lille lyserød gris, der trippede i en løs snor.

„Sikke en glad gris“, sagde Hans. „Det er lettere at gå med en gris end med en ko.“ Den rejsende var enig, og så gik koen den ene vej og grisen den anden. Grisen snusede til kløveren, krøllede halen og fulgte Hans ad vejen, som om de var gamle venner.

Derefter mødte Hans en landsbyboer, som bar en hvid gås i en flettet kurv. Gåsens hoved stak op, kvikt og stolt. „Buttet og hvid“, sagde landsbyboeren. „Af dens fjer kan man lave en fin pude, og den er slet ingen ulejlighed.“ Hans så på grisen, så på gåsen, og byttet var gjort. Barnet bar gåsen forsigtigt i kurven og nynnede en lille melodi.

Eftermiddagen var ved at gå på hæld, da Hans kom til en mølle ved en brusende å. En møller stod i døren med mel på forklædet og et smil så bredt som en laaedør. Ved siden af ham lå en stor rund slibesten.

„En gås er en fin ting“, sagde mølleren. „Men en slibesten er nyttig i enhver husholdning. Tag den her, så mangler du aldrig noget at tage dig til.“ Hans, der gerne ville være flink, nikkede og rakte gåsen over. Mølleren rullede stenen hen til Hans' fødder og lagde en anden, mindre sten oveni.

Hans løftede stenene. De var så tunge, at barnets knæ vaklede, og lærredstasken gled ned fra skulderen. Skridt for skridt syntes stenene at blive endnu tungere. Hans stønnede og pustede og undrede sig over, hvordan dagen var gået fra guld til dette.

Endelig førte vejen ind i en lille landsby, hvor en gammel stenbrønd stod under et lille tag i bregnernes skygge. En voksen hentede vand og nikkede venligt til Hans. „Pas nu på“, sagde den voksne og viste Hans, hvordan man hviler stenene på den brede stenkant, mens man står sikkert bag muren. Hans pustede lettet og taknemmeligt ud. „Tak“, sagde barnet. „Jeg ville bare have noget at drikke.“

Men da Hans rakte ud efter koppen, vippede en af stenene, væltede og gled lige af kanten. Plask! Den sank ned i det dybe vand, og et øjeblik senere fulgte den anden sten efter. Den voksne greb Hans i ærmet og holdt kanten sikker, og ingen lænede sig ud over vandet.

Hans stod helt stille. Så boblede en latter op, og den voksede og voksede, til den fyldte hele landsbypladsen. „Åh, hvor er jeg heldig!“ råbte Hans. „Intet guld, ingen hest, ingen ko, ingen gris, ingen gås og ingen tunge sten. Jeg har slet ikke noget at bære på!“

Barnet takkede brønden, takkede den hjælpsomme voksne og begav sig løbende af sted ad vejen. Lærredstasken hoppede på skulderen, skoene bankede i støvet, og hele himlen syntes at smile.

Da huset kom til syne, fløj døren op. Hans' familie skyndte sig ned ad havegangen med åbne arme. „Du er hjemme!“ råbte de. „Og hvad har du med til os?“

„Slet ingenting“, sagde Hans leende, krammet midt i blomsterne. „Jeg er verdens heldigste barn, for jeg er nået frem til jer.“