Den store påskeæggejagt en personlig bog med dit barn som helten

Det var aftenen før påske, og Lukas stod ved det åbne vindue i sit værelse og kiggede ud i haven. Kirsebærtræet blomstrede, påskeliljerne nikkede gult i bedet, og luften duftede af forår.

Så fik han øje på noget. Nede i haven, lige ved hækken, sad en hare. En stor, brun hare med lange ører og en kurv på armen. Kurven var fuld af æg, malet i alle regnbuens farver.

»Det er påskeharen,« hviskede Lukas.

Men i det samme kom der et vindstød. Et stort, frækt forårsvindstød, der hvirvlede blomsterblade op i luften som sne. Det tog fat i kurven og væltede den. Æggene trillede ud over græsset, i alle retninger, ud gennem lågen, ned mod engen og helt hen mod skoven. Påskeharen sprang efter dem, men vinden var hurtigere.

Da det begyndte at skumre, listede Lukas ned ad trappen, tog sine gummistøvler på og smuttede ud i haven. Fra husets vinduer faldt et varmt, gult lys ud over stien. Og dér, på stien, sad påskeharen med den tomme kurv i favnen. Hans knurhår dirrede, og ørerne hang.

»Hvad skal jeg dog gøre?« sukkede haren. »I morgen tidlig skal alle børnene lede efter påskeæg, og nu har jeg ingen.«

Lukas satte sig på hug foran ham. »Jeg kan hjælpe dig,« sagde han. »Jeg er god til at finde ting.«

Haren så op, og en lille smule af bekymringen forsvandt fra hans øjne. »Vil du virkelig det?«

Lukas hentede lygten fra skuret og tændte den. Lyset faldt på græsset, og dér så de det: små stykker af farvede æggeskaller, røde og blå og grønne, der lå som brødkrummer hele vejen hen til havelågen. De fulgte sporet ud gennem lågen og ud på engen, hvor græsset var vådt af aftendug. Lukas gik forrest med lygten, og påskeharen hoppede lige bagefter.

Sporet førte forbi hønsehuset. Lukas bankede forsigtigt på den lille dør, og inde på sin pind, i halmen og den bløde varme, sad en brun høne og blinkede med øjnene.

»Godaften, høne,« sagde Lukas. »Har du set nogle påskeæg trille forbi?«

»Gok, gok, det har jeg sandelig,« kaglede hønen. »Nogle trillede hen mod blomsterbedene, og resten rullede helt ind i skoven. Æg skal man passe på, ved du.«

De skyndte sig hen til blomsterbedene. Og dér, mellem påskeliljerne, lå to æg, et gult og et lilla. Under en rød tulipan, der bøjede hovedet, som om den ville gemme noget, lå et tredje, prikket med hvide prikker. Lukas lagde dem forsigtigt i kurven, som haren holdt åben.

Under hækken lå et pindsvin og sov i en bunke gamle blade. Det slog et søvnigt øje op.

»Snøf,« sagde pindsvinet. »Leder I efter noget rundt og malet? Der ligger et lige her i bladene. Det har ligget og varmet mine tæer.« Det pegede med snuden, og månen skinnede ned på et blåt æg.

Ved skovkanten stod et kirsebærtræ fuldt af hvide blomster. På en lav gren sad en lille fuglerede, og i reden lå et æg med grønne striber. Lukas stillede sig på tæerne. Fuglemor sad yderst på grenen og kiggede roligt på ham.

»Jeg tager kun det malede,« lovede Lukas. Han løftede ganske forsigtigt det stribede æg op og lod fuglemors egne små æg ligge, trygge og varme. Fuglemor pippede, som om hun sagde tak.

Inde i den blomstrende skov sad et egern på en træstub med et stort, rødt æg i poterne. Det prøvede at bide i det.

»Det er den største nød, jeg nogensinde har fundet,« sagde egernet. »Men den er godt nok hård.«

»Det er et påskeæg,« sagde Lukas venligt.

Egernet kiggede på ægget og så på påskeharen, og så fniste det. »Nå, så er det nok jeres.« Det rakte ægget frem, og Lukas tog imod det med begge hænder.

Til sidst kom de til andedammen. Månen spejlede sig i vandet, og to ænder svømmede hen til dem og snadrede. »Rap, rap, se derude!« Midt på dammen flød en lille båd af bark, og i båden lå det sidste æg, gult som en solsikke. Lukas fandt en lang gren, og med den skubbede han varsomt båden ind mod bredden, lidt efter lidt, til han kunne løfte ægget op.

Men da de kom tilbage til haven og talte æggene, var der nogle, der havde fået revner, da de trillede. Påskeharen så bekymret ud igen.

»Det klarer vi,« sagde Lukas. De gik ind i haveskuret, hvor der stod en kasse med hvide æg og en masse små krukker med maling. Lukas malede striber og prikker og stjerner, og påskeharen malede blomster med en pensel, der var lige så fin som et knurhår. Snart lå der en hel række nye, farvestrålende æg til tørre.

Lige før solen stod op, var kurven fuld igen. Påskeharen hoppede op på stien og vinkede med det ene øre.

»Tak, Lukas,« sagde han. »Uden dig var der ingen påske i år.« Og så hoppede han af sted for at gemme æggene, før nogen vågnede.

Lukas listede ind og krøb i seng, og han sov, til solen skinnede ind ad vinduet.

Påskemorgen stod mor på trappen med en kop kaffe og smilede. »Påskeharen har vist været her,« sagde hun. »Kan du finde æggene?«

Det kunne Lukas. Han fandt et gult æg mellem påskeliljerne, et blåt i bladene under hækken og et stribet ved kirsebærtræet. Han fandt flere æg, end han nogensinde havde fundet før, og hver gang han fandt et, råbte mor hurra fra trappen.

Det var den skønneste æggejagt nogensinde.

Og da Lukas kiggede hen mod hækken, så han noget. To lange, brune ører, der stak op over bladene. De vinkede til ham.

Lukas vinkede tilbage.