Den standhaftige tinsoldat en personlig bog med dit barn som helten

En regnfuld eftermiddag stod en enkel legetøjskasse på bordet i børneværelset. Barnet og en venlig voksen løftede låget sammen, og indeni lå en række enkelt legetøj af træ. Blandt det stod en lille tinsoldat i rød jakke, blå bukser og sort hat.

Soldaten var blevet lavet sidst af alle, og der var ikke helt tin nok. Derfor havde han kun ét ben. Men han stod på det lige så rank og stolt, som de andre stod på deres to.

»Goddag, lille soldat,« sagde barnet og satte ham forsigtigt på bordet.

På bordet stod et papslot med en lille papirdør. I døren stod en papirballerina, foldet af elfenbensfarvet papir, med et lyseblåt bælte og en arm løftet, som om hun lige skulle til at danse. Hun så så let og yndefuld ud, at soldaten ikke kunne lade være med at se på hende.

»Jeg vil gerne være hendes ven,« tænkte han. »Men hun bor på et slot, og jeg bor i en kasse.«

Så han stod helt stille og helt rank og så på hende hele aftenen, mens barnet kiggede frem bag bordet og smilede.

Dagen efter stod soldaten på vindueskarmen. Ingen ved helt, hvordan han kom derop. Måske havde en vind skubbet til ham, eller måske var der lidt legetøjsuvorenhed på spil. Men vinduet var lukket, og barnet og den voksne kiggede ned gennem ruden og så ham udenfor, hvilende i et blødt blomsterbed mellem de våde grønne blade.

»Han er i sikkerhed,« sagde den voksne. »Blomsterne greb ham. Men han kan ikke selv komme tilbage.«

Regnen faldt mere og mere. Snart løb en lille strøm i renden ved siden af stien. Barnet og den voksne tog overtøj på og gik udenfor, men de stod langt tilbage på den tørre sti, for vandet var ikke noget sted for små fødder.

Der, i renden, gyngede en foldet papirbåd. Tinsoldaten stod i den, lige så rank som altid, på sit ene ben. Af sted sejlede han, rundt og rundt, forbi sten og blade.

»Åh, se, hvor han sejler!« sagde barnet.

Den lille båd skyndte sig ned ad strømmen og kom til et lavt overdækket afløb. På en tør sten ved siden af sad en lille grå rotte.

»Halt!« sagde rotten med en piberstemme. »Har du et pas? Hvor skal du hen, lille soldat?«

Men soldaten sagde ingenting. Han holdt hovedet højt og øjnene fremad. Båden snurrede forbi rotten, og rotten vippede kun med knurhårene og blev på sin sten. Det var en lille nysgerrig rotte og ikke en grim en, og til sidst ønskede den ham alligevel god rejse.

Strømmen bar båden videre til et sted, hvor vandet var klart og dybt. Soldaten hørte et blødt plask, og en stor, almindelig fisk steg op ved siden af ham. Den havde et rundt, venligt øje og sølvskæl, der skinnede som mønter.

Her bliver det gamle eventyr mærkeligt, og derfor forbliver det blidt og mærkeligt i denne fortælling. Fisken svømmede tæt under båden, som om den kendte vejen, og førte soldaten med på en stille tur gennem det grønne vand. Soldaten græd ikke og klagede ikke. Han stod blot i sin båd, lige så standhaftig som altid.

Så bar vandet ham, som i alle de bedste eventyr, et langt stykke, og en slags magi gjorde resten.

Næste gang han vidste af det, lå han i et lyst køkken, på en ren klud ved siden af et fad. På fadet lå en hel fisk, helt almindelig og helt stille, og den venlige voksne stod ved siden af med store øjne.

»Nå, det var da løgn,« sagde den voksne. »Se, hvem der er kommet hjem.«

Barnet sad på den anden side af bordet og klappede i begge hænder. Der var ingen knive og ingen ståhej. Den voksne løftede blot den lille soldat op i en håndflade, tørrede ham af med kluden og holdt ham op, så barnet kunne se ham.

»Det er den samme soldat,« sagde barnet. »Han har stadig ét ben, og han står stadig lige op og ned.«

»Ja,« sagde den voksne. »Han er det modigste legetøj, jeg kender.«

De bar ham tilbage til børneværelset, hvor papslottet ventede i lampelyset. Papirballerinaen stod i sin dør med armen stadig løftet, ligesom før.

Soldaten så på hende, og hun så på ham. Ingen af dem sagde et ord, men begge vidste, at den anden var glad.

Den voksne lod dem ikke blive stående på bordet, hvor en vind eller en lille albue kunne vælte dem. I stedet valgte barnet og den voksne en lav, sikker hylde. De satte tinsoldaten på den og papirballerinaen ved siden af ham og papslottet bag dem.

Barnet foldede et lille papirhjerte af et stykke rødt papir og lagde det tæt ved siden af de to.

»Nu kan I blive sammen,« sagde barnet.

Soldaten stod på sit ene ben, lige så rank og standhaftig som altid. Ballerinaen løftede sin papirarm. Og det lille papirhjerte hvilede mellem dem, mens regnen stille holdt op, og børneværelset blev roligt og varmt.