Den gyldne gås en personlig bog med dit barn som helten

Der var engang en brændehugger, som boede i udkanten af en stor skov sammen med sine tre børn. De to ældste var hurtige med munden og endnu hurtigere med meningerne, og de sagde gerne, at den yngste var for almindelig og stille til at gøre nogen nytte. Den yngste svarede aldrig igen. Den yngste blev bare ved med at gøre små venlige ting, som folk sjældent lagde mærke til.

En morgen tog det ældste barn en økse med for at samle brænde, og i en kurv lå en sød kage og en flaske bærsaft. Ved en gammel træstub sad en lille gammel mand, træt og sulten. »Vil du dele en bid og en slurk?« spurgte han. »Så bliver der mindre til mig,« sagde det ældste barn og gik videre. Snart gled øksen og gav en øm arm, og det ældste barn humpede hjem. Det mellemste prøvede derefter, sagde præcis det samme til den gamle mand og kom hjem med en øm fod.

»Lad mig prøve,« sagde den yngste. »Du farer bare vild,« sagde de andre. Men den yngste pakkede et almindeligt brød og en kande vand, det eneste der var tilbage i køkkenet, og gik ind mellem træerne.

Den lille gamle mand sad stadig ved stubben. »Vil du dele din mad?« spurgte han. »Det er kun brød og vand,« sagde den yngste, »men I er velkommen. Lad os dele.« De satte sig side om side, og brødet smagte som et festmåltid og vandet som klar kildemusik.

Den gamle mand smilede. »Du gav det lidt, du havde, så jeg giver, hvad jeg ved. Gå hen til det høje træ med den hule stamme og kig ind. Din lykke venter dér.«

Den yngste takkede og fandt træet. I hulen sad en gås, hvis fjer skinnede blidt gyldne som solopgang over kornet. Gåsen lagde hovedet på skrå og gav et høfligt gåsehyl. »Goddag,« sagde den yngste. »Har du lyst til at komme med mig?« Gåsen så ud til at overveje det og trådte så roligt ind i barnets arme.

Den yngste foldede et klæde om gåsen for at holde den varm og tryg og bar den ad skovstien mod landsbyen. Hen mod aften kom lysene fra en kro til syne, og barnet besluttede at overnatte der.

Tre gæster på kroen var nysgerrige efter den skinnende fugl. Den første, en skrædder, hviskede: »Bare én lille fjer. Ingen vil have noget imod det.« Men i det øjeblik skrædderen rørte den gyldne hale, satte hånden sig fast og ville ikke slippe. Den anden gæst, en ostehandler, trak i skrædderens ærme for at få ham fri og satte sig fast. Den tredje, en spillemand, trak i ostehandlerens frakke og satte sig også fast. Dér stod de i en række, trak og stønnede og sagde »Åh nej« med tre forskellige stemmer.

»Jeg er så ked af det,« sagde den yngste. »Jeg ved ikke, hvorfor det sker.« Gåsen var dog helt rolig og klar til at gå videre. Så om morgenen løftede den yngste gåsen og gik gennem landsbyen, og de tre gæster havde intet valg andet end at følge efter, hoppende og snublende og undskyldende over for alle, de mødte.

En bager med et bakke boller skyndte sig hen for at hjælpe og sad fast for enden af rækken. Så kom en lygtetænder, så en dreng med en tøndering, så en kvinde med en kurv æg, som hun holdt meget forsigtigt over hovedet. Rækken vaklede og slyngede sig gennem gaderne. Hundene gøede, børnene klappede, og hatte fløj af sted.

På landsbytorvet lå kongens slot. Kongens datter, en ung prinsesse, havde ikke ledt i meget lang tid, og kongen var bekymret. Gøglere havde slået kolbøtter, sangere havde sunget, men intet hjalp. Hun sad på sin balkon med hagen i hænderne.

Så så hun det yngste barn gå stolt hen over torvet med en gylden gås, fulgt af en skrædder med flagrende saks, en ostehandler, der jagtede sin rullende ost, og en spillemand, der hoppende hvinede en melodi frem. Først fnisede prinsessen lidt. Så lidt højere. Så lo hun, til hun måtte holde fast i balkonrækværket, og latteren klang ned over torvet.

Kongen skyndte sig ud. »Jeg lovede en kongelig velkomst til enhver, der kunne få min datter til at le,« sagde han. »Men en velkomst begynder ved et bord. Kan du hente brød og vand nok til, at alle kan dele?«

Den yngste tænkte på den gamle mand i skoven. Og dér stod han ved torvets kant og smilede. Bageren, der stadig sad fast i rækken, fik en hånd fri og rakte en kurv med varmt brød frem, og brøndmanden kom med en kølig stenkande vand. Den yngste bar begge dele hen til kongen, som brød brødet, skænkede vandet og sagde, at det var det bedste måltid, han nogensinde havde spist.

I det øjeblik rystede gåsen glad på sig. Den gyldne fjer slap, og hele rækken væltede fri i en bunke af frakker og latter, uden at nogen kom til skade.

Så bar landsbyboerne lange borde ud og tændte lanterner. Den yngste og prinsessen sad side om side og lo ad den store optog, og gåsen hvilede på en pude imellem dem. Selv de to ældre søskende kom, lidt skamfulde, og den yngste rakte dem brødet. Alle delte, og bordet var fuldt.

Og sådan gik den yngste, som engang blev kaldt almindelig og stille, hjem med en gås, en lomme fuld af venner og en varm velkomst fra hele kongeriget.