Den bestøvlede kat en personlig bog med dit barn som helten

Der var engang en møller, som havde tre sønner. Da han blev gammel og gav alt, hvad han ejede, fra sig, fik den ældste søn møllen, den mellemste søn fik æslet, og den yngste søn fik ikke andet end katten.

»Ja ja,« sukkede den yngste søn og satte sig på trappestenen, »mine brødre kan tjene til føden med en mølle og et æsel. Men hvad skal jeg dog stille op med en kat?«

Katten, der havde hørt hvert eneste ord, satte sig ved siden af ham og sitrede med knurhårene.

»Bare rolig, herre,« sagde han. »Giv mig bare et par støvler, så jeg kan gå gennem tjørnekrattet, og en god, stærk sæk. Du skal snart se, at du slet ikke er så dårligt stillet endda.«

Møllersønnen blev så forbløffet over at høre en kat tale, at han gjorde præcis, som han blev bedt om. Han brugte sine sidste mønter på et par flotte støvler og en solid sæk. Katten trak støvlerne på, stampede i jorden, beundrede sig selv i en vandpyt, slængede sækken over skulderen og drog af sted for at skabe deres lykke. Og fra den dag kaldte alle ham Den bestøvlede kat.

Katten gik ud i skoven, lagde nogle salatblade i bunden af sækken og lagde sig helt stille ved siden af den. Snart kom en buttet ung kanin hoppende og stak snuden ind, og katten trak i snoren. Dag efter dag fangede han kaniner og agerhøns i sin sæk. Men han spiste ikke en eneste af dem, for han havde en plan, som kun han kendte.

Han bar den første kanin op på slottet, marcherede lige hen til kongen, svingede hatten af med et dybt buk og sagde: »Deres Majestæt, jeg bringer Dem en gave fra min herre, markien af Carabas.«

»Markien af hvem?« sagde kongen. Ingen havde nogensinde hørt om ham.

»Af Carabas, Deres Majestæt,« sagde katten, som om alle vidste det. »Han sender Dem sine hjerteligste hilsner.«

Kongen holdt meget af kanin. »Sig til din herre, at jeg takker ham,« sagde han.

Næste dag kom katten med to agerhøns, og dagen efter med to til. Uge efter uge kom han med gaver, altid »fra markien af Carabas«, til kongen næsten ikke kunne vente med at møde den gavmilde marki.

En morgen hørte katten, at kongen og hans datter, prinsessen, skulle køre langs floden netop den dag. Han løb hjem til sin herre.

»Skynd dig, herre,« sagde han. »Gå ud og bade i floden, lige dér, hvor jeg siger, og overlad resten til mig.«

Møllersønnen forstod ingenting, men han gjorde, som katten sagde. Han vadede ud i floden for at bade, og lige da kom kongens karet rullende hen ad vejen. Katten løb ud foran den og viftede med hatten.

»Hjælp! Hjælp!« råbte han. »Markien af Carabas er blevet frastjålet sit tøj, mens han badede!« I virkeligheden havde katten gemt den unge mands gamle, lappede tøj under en stor sten.

Kongen genkendte straks katten. Han sendte sine tjenere løbende tilbage til slottet efter et fint nyt sæt tøj, det bedste, han havde. Da møllersønnen havde klædt sig på, så han så flot ud, at prinsessen smilede til ham, og kongen inviterede ham til at køre med i den kongelige karet.

Imens løb katten i forvejen hen ad vejen. Han kom til en eng, hvor folk var ved at slå hø.

»Gode folk,« sagde katten, »kongen kommer denne vej. Når han spørger, hvem engene tilhører, så sig til ham, at de tilhører markien af Carabas. Det vil gøre alle glade, det lover jeg.«

Høstfolkene syntes, det var en meget mærkelig bøn fra en kat i støvler, men de kunne godt lide ham, og de lovede det. Så da kongens karet kom forbi, og kongen spurgte: »Hvem tilhører disse fine enge?«, råbte de alle sammen: »De tilhører markien af Carabas!«

Katten løb videre og videre, og på hver eng bad han om det samme, og alle vegne fik kongen det samme svar. Kongen blev mere og mere imponeret.

Til sidst nåede katten et prægtigt slot. Han havde hørt, at det tilhørte en trold, en pralende trold, der ejede al jorden i milevis omkring og ikke var god mod de folk, der arbejdede på den. Katten bankede på porten, og trolden lukkede ham ind.

»Jeg har hørt,« sagde katten og bukkede dybt, »at De har en vidunderlig evne. Man siger, at De kan forvandle Dem til ethvert dyr, De har lyst til. Endda til en løve eller en elefant.«

»Det kan jeg sandelig,« sagde trolden stolt, og for at bevise det forvandlede han sig til en løve, der brølede så højt, at vinduerne klirrede. Katten sprang op på en hylde af skræk.

Da trolden var blevet sig selv igen, klatrede katten ned og sagde: »Meget imponerende. Men alle kan jo være store. De kan vel næppe forvandle Dem til noget rigtig lille? En bitte lille mus, for eksempel? Nej, det er nok alt for svært.«

»For svært?« brølede trolden. »Se her!« Og han kunne ikke lade være med at prale. I et nu forvandlede han sig til en bitte lille grå mus og pilede hen over gulvet.

Katten sprang ikke på den. I stedet jagede han den lille mus tværs gennem hallen, ud ad døren, over borggården og ud gennem slotsporten. Så lukkede han porten godt efter den. Musetrolden pilede af sted ud over markerne, og den kom aldrig tilbage.

Lige da kom kongens karet rumlende over vindebroen. Katten løb ud for at tage imod den og svingede hatten.

»Velkommen, Deres Majestæt,« sagde han, »til markien af Carabas’ slot!«

Kongen var henrykt. Dér stod et prægtigt slot med fine enge rundt omkring, og en velklædt ung marki steg ud af kareten med prinsessen under armen. Møllersønnen kunne næsten ikke tro sine egne øjne, men han bød alle hjerteligt velkommen i sit nye hjem. Slottets kokke havde lavet et festmåltid, og de satte sig alle sammen til bords.

Møllersønnen og prinsessen blev de allerbedste venner, og med tiden blev de gift. Folkene, der arbejdede på markerne, blev endelig behandlet godt. Og Den bestøvlede kat blev en fornem herre, der gik med de fineste støvler i hele riget og aldrig mere behøvede at fange en mus, undtagen bare for sjov.