Troldmanden fra Oz en personlig bog med dit barn som helten

Dorothy boede midt ude på den store grå prærie i Kansas hos onkel Henry, som var landmand, og tante Em, som var landmandens kone. Deres hus var lille og gråt, græsset var gråt, og selv himlen var grå. Det eneste, der ikke var gråt, var Toto, en lille sort hund med kvikke øjne, som fik Dorothy til at grine hele dagen.

En eftermiddag blev himlen mørk, og en frygtelig vind kom hvirvlende hen over prærien.

"En cyklon!" råbte tante Em og rev lemmen til stormkælderen op. "Skynd dig, Dorothy, løb ned i kælderen!"

Men Toto sprang ud af Dorothys arme og gemte sig under sengen, og mens Dorothy løb efter ham, rystede huset, drejede to gange rundt og steg langsomt op i luften. Højere og højere kom det, helt op på toppen af cyklonen, og dér sejlede det af sted, lige så blidt som en ballon. Efter et stykke tid krøb Dorothy op i sin seng med Toto ved siden af sig og faldt i en dyb søvn.

Hun vågnede ved et blødt bump. Solskinnet strømmede ind ad vinduet. Udenfor lå grønne enge, lysende blomster og en glitrende bæk, og hen imod hende kom tre små mænd klædt helt i blåt, med runde, spidse hatte med små klokker hele vejen rundt om skyggen, og en lille gammel dame i en hvid kjole, der funklede af stjerner.

"Velkommen til Munchkinernes land," sagde den lille gamle dame. "Jeg er heksen fra nord, en god heks. Dit hus kom så pludselig ned, at den onde heks fra øst løb sin vej af ren forskrækkelse, så hurtigt, at hun løb lige ud af sine sko. Her kommer hun aldrig mere til at plage nogen." Og hun rakte hende et par skinnende sølvsko. "De er dine nu. Der er en trolddom i dem, men ingen ved, hvilken."

"Tak," sagde Dorothy. "Men jeg vil gerne hjem til tante Em og onkel Henry."

"Så må du gå til Smaragdbyen og spørge den store Troldmand fra Oz," sagde heksen. "Følg vejen af gule sten, så kan du ikke tage fejl."

Så Dorothy tog sølvskoene på, og de passede, som om de var lavet til hende. Og hun begav sig ud ad vejen af gule sten med Toto travende lige i hælene på sig.

Ved en kornmark så hun et fugleskræmsel, der var sat op på en pæl for at skræmme kragerne væk. Og tænk engang: Fugleskræmslet blinkede til hende.

"Goddag," sagde det med en temmelig hæs stemme. "Vil du være så venlig at hjælpe mig ned? Det er så kedeligt at sidde fast heroppe dag og nat."

Dorothy drejede pinden, og Fugleskræmslet kravlede selv ned og strakte sig. "Jeg skal til Smaragdbyen," sagde Dorothy, "og bede Troldmanden om at sende mig hjem."

"Tror du, han ville give mig lidt forstand?" spurgte Fugleskræmslet. "Mit hoved er nemlig fyldt med halm."

"Kom med og spørg ham," sagde Dorothy. Og Fugleskræmslet gik med.

Inde i skoven hørte de nogen stønne og fandt en skovhugger, der var lavet helt af tin. Han stod med øksen løftet og var fuldstændig rustet fast. "Olie," knirkede han. "Smør mine led."

Dorothy fandt en oliekande i hans hytte og smurte hans hals, hans arme og hans knæ, indtil han kunne sænke øksen og bevæge sig igen. "Engang var jeg en rigtig skovhugger," sagde han, "men lidt efter lidt blev jeg lavet af tin, og blikkenslageren glemte at give mig et hjerte. Tror du, Troldmanden ville give mig et?"

"Kom med og spørg ham," sagde Dorothy. Og så gik han også med.

Længere inde i skoven sprang en stor Løve ud på vejen med et frygteligt brøl og for løs på lille Toto.

"Det skal du ikke vove!" råbte Dorothy og truede med fingeren. "Skam dig, sådan et stort dyr som dig, der skræmmer en lille hund!"

Løven satte sig og tørrede øjet med halespidsen. "Jeg ved det godt," sagde den bedrøvet. "Jeg er en kujon. Jeg brøler, så alle løber deres vej, men indeni er jeg altid bange."

"Kom med os og bed Troldmanden om mod," sagde Dorothy. Og nu var de fem på vejen.

De kom til en stor mark fuld af skarlagenrøde valmuer, hvis søde duft fik alle, der indåndede den, til at falde i søvn. Dorothy og Toto kom hurtigt igennem og lå i sikkerhed i græsset, men den store Løve faldt i søvn midt mellem blomsterne. Fugleskræmslet og Tinmanden trak slet ikke vejret, så de byggede en lille trævogn, og markmusenes dronning sendte tusindvis af sine mus, hver med en snor, for at trække den sovende Løve ud.

Endelig, for enden af vejen af gule sten, så de Smaragdbyen lyse grønt mod himlen. Derinde funklede alt af smaragder, og i den grønne tronsal svævede et kæmpestort hoved over en trone af grøn marmor.

"Jeg er Oz, den Store og Frygtelige," sagde Hovedet. "Jeg hjælper jer først, når den onde heks fra vest er væk."

Så drog de af sted til Vestens gule land. Den onde heks havde kun ét øje, men det kunne se meget langt. Hun lod Dorothy skure sit køkken, og en dag fik hun hende til at snuble over en usynlig jernstang og snuppede den ene af sølvskoene. Dorothy blev så vred, at hun tog en spand vand og hældte den ud over heksen.

"Se, hvad du har gjort!" skreg heksen. "Vand er enden på min trolddom!" Og hun hvæsede og skrumpede, mindre og mindre, til hun ikke var større end en bille, og så smuttede hun ned gennem en sprække i gulvet og blev aldrig set igen.

Tilbage i Smaragdbyen løb Toto om bag en skærm i tronsalen og væltede den. Og dér stod en lille gammel mand med skaldet isse.

"Jeg er Oz," sagde han og skammede sig meget, "men jeg er slet ikke nogen troldmand. Jeg er bare en almindelig mand fra Omaha."

Alligevel fyldte han Fugleskræmslets hoved med klid og knappenåle til forstand, gav Tinmanden et hjerte af silke fyldt med savsmuld og Løven en grøn drik fuld af mod. Og de følte allesammen, at de havde fået præcis det, de havde ønsket sig.

Troldmanden byggede en stor grøn ballon for at bringe Dorothy hjem. Men lige da den var færdig, løb Toto efter en killing, Dorothy løb efter Toto, rebene sprang, og ballonen svævede af sted uden hende.

Så rejste vennerne langt mod syd til Glinda, den gode heks, som sad på en trone af rubiner.

"Dine sølvsko kan bære dig hvorhen, du vil," sagde Glinda venligt. "Hvis du havde kendt deres kraft, kunne du være taget hjem allerede den første dag."

"Så havde jeg aldrig fundet mine venner," sagde Dorothy.

Hun krammede Fugleskræmslet, Tinmanden og Løven farvel, tog Toto i armene, slog hælene sammen tre gange og sagde: "Bring mig hjem til tante Em!"

I samme øjeblik hvirvlede hun gennem luften, og sølvskoene faldt af hendes fødder og blev væk. Så trillede hun rundt i det bløde græs på prærien i Kansas, foran det nye stuehus, som onkel Henry havde bygget, mens han var ved at malke køerne.

Tante Em kom løbende ud af huset. "Mit kære barn!" råbte hun. "Hvor i alverden kommer du fra?"

"Fra landet Oz," sagde Dorothy. "Åh, tante Em, hvor er jeg glad for at være hjemme igen!"