Tornerose en personlig bog med dit barn som helten

Der var engang en ung prins, som red gennem et fjernt land, da han kom til udkanten af en stor skov. Over trætoppene, langt borte, kunne han se spidserne af nogle tårne, helt indhyllet i grønt. I skovkanten sad en gammel kone og spandt uden for en lille hytte.

»Goddag,« sagde prinsen. »Hvem ejer de tårne?«

»Sæt dig ned,« sagde den gamle kone, »så skal jeg fortælle dig det.«

Så satte prinsen sig, og dette er den historie, hun fortalte.

»For hundrede år siden boede der en konge og en dronning på det slot. I lang tid havde de ønsket sig et barn, og endelig blev der født en lille datter. Kongen var så glad, at han holdt en stor fest, da hun skulle døbes. Han inviterede alle sine venner, og han inviterede også rigets feer, så de kunne velsigne barnet. Der var tretten feer, men kongen havde kun tolv guldtallerkener, så én fe blev ikke inviteret.

De tolv feer kom, og hver af dem gav barnet en gave. Én gav hende godhed, én gav hende skønhed, én gav hende en sød stemme, én gav hende en munter latter og så videre, til elleve havde talt. Så fløj dørene op, og ind fejede den trettende fe, hende, der ikke var blevet inviteret. Hun var såret, og hun var vred, og hun så ikke engang på nogen.

›Her er min gave,‹ råbte hun. ›Når prinsessen er femten år, skal hun stikke sig på en ten, og så skal hun falde i søvn, og det samme skal alle inden for disse mure, i hundrede år!‹ Og hun vendte om og fejede ud igen.

Den tolvte fe havde endnu ikke givet sin gave. Hun kunne ikke ophæve forbandelsen, men hun sagde stille: ›Når de hundrede år er gået, vil der komme én med et godt hjerte.‹

Kongen lod hver eneste ten i riget brænde. Men på sin femtende fødselsdag fandt prinsessen en lille vindeltrappe i et gammelt tårn, og øverst oppe sad en gammel kone og spandt. Prinsessen havde aldrig set en ten før. Hun rakte hånden ud for at røre ved den, stak sig i fingeren og faldt i en dyb søvn. Og i samme øjeblik faldt alle på slottet også i søvn: kongen og dronningen på deres troner, kokkene i køkkenet, vagterne ved porten, hestene i stalden og kattene ved ilden. Selv ilden holdt op med at flakke. Og rundt om slottet begyndte en hæk af vilde roser og torne at vokse, højere og tættere for hvert år, til man nu kun kan se tårnenes spidser.

Mange har prøvet at komme igennem,« sagde den gamle kone, »men tornene er for tætte.«

»Jeg vil prøve,« sagde prinsen.

»Det siger de alle sammen,« sagde den gamle kone, men hun smilede lidt, da han red af sted.

Prinsen red gennem skoven, til han kom til tornehækken. Tornebuskene var vokset så tæt og så højt, at ikke engang en fugl kunne være kommet igennem. Men overalt i tornene sad der roser, lyserøde og røde og hvide, og nikkede i solskinnet, og prinsen ville ikke hugge dem ned.

»I har groet her i hundrede år,« sagde han til roserne. »Jeg vil helst ikke gøre jer fortræd.«

Han steg af hesten og så sig godt for, og han fandt et sted, hvor stænglerne voksede lidt længere fra hinanden. Han løftede forsigtigt én gren til side og så en til, og mens han gik, syntes tornene at bøje sig til side for ham helt af sig selv, og ikke en eneste rose kom til skade. Så var han igennem og stod foran slotsporten.

Indenfor sov alting. Hestene døsede i seletøjet i gården. Duerne sov på tagene med hovedet under vingen. Springvandet var stoppet midt i et plask. I køkkenet havde kokkepigen løftet hånden for at hive køkkendrengen i øret, og de snorkede begge to. I den store sal sad kongen og dronningen på deres troner i dyb søvn, og alle herrerne og damerne omkring dem nikkede med hovedet.

Alt var så stille, at prinsen kunne høre sine egne skridt. Han gik op ad den lille vindeltrappe i det gamle tårn, forbi en rok, der var grå af støv, og åbnede døren øverst oppe.

Dér, i en himmelseng, lå prinsessen og sov. Roserne var vokset ind ad vinduet og rundt om hele sengen, og hun var så dejlig, at prinsen blev stående og så på hende længe.

Så kom han i tanker om den gamle kones historie, og han sagde højt: »Det var nu ikke retfærdigt. Den trettende fe skulle også have været inviteret. Hvis jeg havde været konge, havde jeg fundet en guldtallerken til hende, om jeg så skulle lave den selv, og jeg ville have sagt undskyld, fordi hun blev glemt.«

Mens han talte, knirkede døren bag ham. Dér stod den gamle kone fra skovkanten, men nu så hun slet ikke gammel ud. Hun var den trettende fe, og hun havde ventet i hundrede år på, at nogen skulle sige de ord.

»Ingen har nogensinde sagt undskyld,« sagde hun stille. »Ikke én eneste gang i al den tid.« Og hun løftede hånden, og fortryllelsen blev hævet.

Prinsessen slog øjnene op og smilede til prinsen. Og overalt på slottet strakte alle sig og gabte og gned sig i øjnene og fortsatte præcis dér, hvor de var standset for hundrede år siden. Hestene rystede sig. Duerne tog hovedet frem under vingen og fløj ud over markerne. Springvandet plaskede færdig. Ilden i køkkenet flakkede og blussede op, stegen begyndte at syde, og kokkepigen hev køkkendrengen i øret, så han hylede.

Så holdt hele slottet den mest ventede fest i rigets historie. Der var musik og dans og et gilde, der varede i flere dage. Prinsen og prinsessen dansede sammen, og den trettende fe sad ved højbordet på ærespladsen og spiste af en guldtallerken. Og hun blev aldrig mere holdt udenfor noget som helst.