Rødhætte en personlig bog med dit barn som helten

Der var engang en lille pige, som boede i et hus i udkanten af en stor skov. Hendes bedstemor holdt så meget af hende og havde lavet en kappe til hende af klar rød uld med en lille hætte, og den gik pigen med, hvor hun end gik. Derfor kaldte alle hende Rødhætte.

En morgen pakkede hendes mor en kurv med en friskbagt kage og en lille krukke smør.

»Bedstemor har det ikke så godt,« sagde hun, »og det her vil muntre hende op. Gå over til hendes hus på den anden side af skoven med det. Bliv på stien, stop ikke op og snak med nogen, og gå lige derhen.«

»Det skal jeg nok,« sagde Rødhætte og gav sin mor et farvelkys.

Så gik hun af sted ad skovstien med kurven på armen, og den røde kappe lyste mellem de mørkegrønne træer. Fuglene sang, bladene raslede, og solskinnet faldt ned i lange gyldne striber.

Hun var ikke nået ret langt, før en grå ulv trådte frem mellem træerne. Han havde en lang snude og en busket hale, og han smilede et meget bredt smil.

»Godmorgen, lille pige,« sagde han med en blød og venlig stemme. »Og hvor skal du hen så tidligt?«

Rødhætte vidste ikke, hvor ondt et dyr han var, og hun var ikke bange. »Godmorgen, hr. Ulv,« sagde hun. »Jeg skal hen til min bedstemor med en kage, for hun er syg.«

»Hvor sødt,« sagde ulven. »Og hvor bor din bedstemor?«

»På den anden side af skoven, i huset under de tre store egetræer.«

Ulven tænkte sig om et øjeblik. Så pegede han med sin lange grå pote hen mod en skrænt et stykke fra stien, hvor blomsterne voksede tæt og farverigt.

»Se de dejlige blomster,« sagde han sødt. »Ville din bedstemor ikke blive glad for en buket? Hvorfor skynde sig hen ad stien, når skoven er så smuk i dag?«

Rødhætte så på blomsterne. De var virkelig smukke. »Bedstemor ville blive glad for dem,« tænkte hun. »Det tager kun et øjeblik.«

Så gik hun væk fra stien og begyndte at plukke. Hver gang hun havde plukket en, så hun en endnu smukkere lidt længere borte, og så en til, og en til. Træerne lukkede sig om hende, og snart lå stien langt bag hende.

Imens tog ulven den korte vej mellem træerne og løb, alt hvad han kunne, lige hen til bedstemors hus. Han bankede på døren.

»Hvem er det?« råbte bedstemor.

»Det er Rødhætte,« sagde ulven med en lille stemme, »og jeg har en kage med til dig.«

Men bedstemor havde gode ører, og hun kendte sit barnebarns stemme. Hun sprang ud af sengen, gemte sig i det store træskab og trak lågen i efter sig. Ulven skubbede døren op og gik ind, og da han ikke så nogen, tog han bedstemors nathue med kniplinger på, kravlede op i hendes seng og trak dynen op til snuden.

Endelig kom Rødhætte ud mellem træerne med armene fulde af blomster. Da hun nåede huset, blev hun forundret over, at døren stod åben, og at der var alt for stille i den lille stue.

»Godmorgen, bedstemor!« råbte hun. Der kom intet svar, så hun gik hen til sengen. Dér lå bedstemor med nathuen trukket langt ned over ansigtet, og hun så meget mærkelig ud.

»Men bedstemor,« sagde Rødhætte, »hvor har du dog store ører!«

»Det er for bedre at kunne høre dig, min pige,« sagde en mærkelig, hæs stemme.

»Men bedstemor, hvor har du dog store øjne!«

»Det er for bedre at kunne se dig, min pige.«

»Men bedstemor, hvor har du dog store hænder!«

»Det er for bedre at kunne kramme dig, min pige.«

»Men bedstemor, hvor har du dog store tænder!«

»Det er for bedre at kunne æde dig!« råbte ulven, og han smed nathuen og sprang ud af sengen. Det havde været ulven hele tiden.

Men Rødhætte var hurtig. Hun tabte blomsterne, smuttede ind under hans poter og løb ud af huset, mens hun råbte alt, hvad hun kunne: »Hjælp! Hjælp! Ulven! Ulven!«

Ikke langt derfra stod en skovhugger mellem træerne og huggede brænde. Da han hørte hende råbe, kom han løbende med øksen over skulderen. Ulven så én gang på den store skovhugger og styrtede ud ad døren, forbi de tre egetræer og væk gennem skoven med halen mellem benene. Han løb og løb, til han var helt ude af skoven, og i den egn blev han aldrig set igen.

Så knirkede skablågen, og ud trådte bedstemor i sin natkjole, frisk og uskadt.

»Jeg hørte ulven ved døren,« sagde hun, »og jeg vidste, at det ikke var dig. Ingen siger ›bedstemor‹ helt sådan, som du gør.«

Rødhætte krammede hende rigtig hårdt. »Undskyld,« sagde hun. »Jeg gik væk fra stien, og jeg snakkede med ulven, og ingen af delene skulle jeg have gjort.«

»Nå,« sagde bedstemor, »det gør du ikke igen, vel?«

»Aldrig,« sagde Rødhætte.

Så satte bedstemor kedlen over, skovhuggeren børstede savsmuldet af sin frakke, og de satte sig alle tre ved bedstemors lille bord og delte kagen. Blomsterne kom i en kande midt på bordet, og bedstemor sagde, at det var de smukkeste, hun nogensinde havde set.

Da det blev tid til at gå hjem, holdt Rødhætte sig på stien hele vejen, og hun stoppede ikke op for at snakke med nogen som helst.