Rapunzel en personlig bog med dit barn som helten

Der var engang, dybt inde i en skov, et højt stentårn. Det havde ingen trappe og ingen dør, kun ét lille vindue helt oppe i toppen. Og i det eneste runde værelse øverst i tårnet boede en pige, der hed Rapunzel.

Rapunzel havde boet der, så længe hun kunne huske. En heks havde taget hende med derhen, da hun var en lille baby, og hun var vokset op med ikke andet end fire runde vægge og ét lille vindue. Hendes hår var aldrig nogensinde blevet klippet. Det var gyldent som solskin, og det blev længere for hvert år, til det slæbte hen over gulvet, rundt i hele værelset og tilbage igen.

Alt, hvad Rapunzel vidste om verden, var kommet ind gennem det vindue. Hun kendte årstiderne på bladenes farve. Hun kendte fuglene på deres sang. Og hun vidste, at der var en vej i udkanten af skoven, som ingen nogensinde gik ad.

Hver dag kom heksen på besøg. Hun stillede sig ved foden af tårnet og råbte:

»Rapunzel, Rapunzel, lad dit hår falde ned!«

Så viklede Rapunzel sin lange gyldne fletning om krogen i vindueskarmen og lod den falde hele vejen ned ad tårnmuren, og heksen klatrede op ad den, hånd over hånd.

»Verden derude er ikke tryg,« sagde heksen til hende, hver eneste dag. »Den er fuld af farer og onde mennesker. Du har det meget bedre her hos mig.«

Rapunzel troede på hende, for hun havde ikke andet at tro på.

Men hvert år, på den samme sommeraften, skete der noget vidunderligt. Langt borte på den anden side af skoven, fra et kongerige, som Rapunzel aldrig havde set, steg hundredvis af lysende lanterner op på den mørke himmel og svævede op mellem stjernerne. Hvert år sad Rapunzel og så på dem med hagen i hænderne. Og på sin tolvte fødselsdag, mens hun så lanternerne stige, besluttede hun sig.

»Jeg er klar,« sagde hun til sig selv. »Jeg vil se dem med mine egne øjne.«

Et par dage senere kom en vandringsmand ad skovstien. Han var faret vild, og da han så tårnet, standsede han ved foden af det og gik hele vejen rundt om det. Så kiggede han op mod vinduet og råbte, ganske fornuftigt:

»Undskyld! Hvor er døren?«

Rapunzel blev så forbløffet, at hun nær var faldet ud ad vinduet. Ingen andre end heksen var nogensinde kommet til tårnet før.

»Der er ingen,« råbte hun ned.

»Hvordan kommer du så ud?«

»Det gør jeg ikke,« sagde Rapunzel.

Vandringsmanden kløede sig i hovedet. »Tja,« sagde han, »det synes jeg er en stor skam.«

Rapunzel tænkte sig længe om. Så viklede hun sin gyldne fletning om krogen og lod den, for allerførste gang, falde ned for en, der ikke var heksen. Vandringsmanden klatrede pustende op og kravlede ind ad vinduet.

Han var slet ikke ond. Han var venlig og sjov, og han fortalte hende om verden derude: om floder og markeder og byer og om lanternefesten, der blev holdt i kongeriget hver sommer.

»Vil du hjælpe mig med at komme derhen?« spurgte Rapunzel.

»Selvfølgelig,« sagde vandringsmanden.

Så knælede de to på gulvbrædderne og tegnede en plan med kridt: ned ad muren, over engen, hen ad vejen og videre til lanternerne.

Allerede næste morgen, så snart heksen var klatret ned og gået, bandt Rapunzel sin gyldne fletning fast i krogen i vindueskarmen. Hun trak vejret dybt, svingede benene ud over kanten og klatrede ned ad den, hånd over hånd, hele vejen ned ad tårnmuren, mens vandringsmanden klatrede først og viste hende, hvor hun skulle sætte fødderne.

Nede på jorden stod hun stille et øjeblik. Så tog hun sine allerførste skridt på rigtigt græs. Det var køligt og blødt og kildede, og hun lo højt.

Vejen til kongeriget var fuld af ting, der skulle forklares. Vogne. Hunde. Vandpytter, som Rapunzel hoppede i. Ænder, som hun fulgte efter. Æbletræer, som hun klatrede op i. Og en masse fremmede, der alle sagde »Godmorgen!« og smilede til hende, og ikke én af dem var ond.

»Verden er jo slet ikke farlig,« sagde Rapunzel forbavset.

»Noget af den er,« sagde vandringsmanden, »men det meste er bare folk, der siger godmorgen.«

De nåede frem til kongeriget på festaftenen. Gaderne var fulde af musik og dans, og alle holdt en papirlanterne. Vandringsmanden købte en til Rapunzel, og da klokkerne ringede, tændte hun den og slap den. Tusind lanterner steg op rundt om hende, gyldne og glødende, og svævede højere og højere op på himlen. Rapunzel stod midt iblandt dem og syntes, det var det smukkeste, hun nogensinde havde set.

Så fik hun i mængden øje på et ansigt, hun kendte. Heksen var kommet for at lede efter hende.

»Rapunzel!« hvæsede hun og masede sig frem mellem de dansende. »Kom straks tilbage til tårnet! Det er ikke trygt herude!«

Rapunzel så på lanternerne og på musikken og på de venlige, smilende ansigter rundt om hende. Og for første gang i sit liv gjorde hun ikke, som hun fik besked på.

»Nej,« sagde hun. »Tårnet var aldrig så trygt, som du sagde. Det var bare ensomt. Jeg kommer ikke tilbage.«

Heksen åbnede munden og lukkede den igen. Rundt om hende havde folk vendt sig om for at se, og der var ikke noget, hun kunne gøre. Hun vendte om og travede ud i natten, tilbage til sit tomme tårn, og Rapunzel så hende aldrig igen.

Næste morgen flettede Rapunzel sit lange gyldne hår, viklede det rundt og rundt om hovedet og satte det op med nåle, så det ikke var i vejen. Så vendte hun ryggen til tårnet for altid og gik ind i kongeriget med sin ven ved sin side for at se, hvad verden ellers havde at vise hende.