Nøddeknækkeren en personlig bog med dit barn som helten

Det var juleaften, og familien Stahlbaums hus var fuldt af gæster. Der var musik i entréen og latter i dagligstuen, og i hjørnet stod et stort juletræ, hvor de voksne tændte lys efter lys, til det strålede fra top til bund. Clara og hendes lillebror Fritz trykkede næsen mod stuedøren og ventede på at blive lukket ind.

Så ringede det på døren, og ind kom gudfar Drosselmeyer. Han var en høj, tynd gammel mand med en sort klap for det ene øje, og han reparerede ure. Han kunne få ure til at synge, og han kunne lave legetøj, der gik og dansede helt af sig selv. Han bar på en kurv med et klæde over, og både Clara og Fritz vidste, at der ville være noget vidunderligt i den.

Da gaverne blev pakket op, fik Fritz en hel æske tinsoldater. Men Claras øjne faldt på noget, der lå gemt mellem juletræets grene: en lille træmand i rød soldaterfrakke, med en høj hat, et hvidt skæg og en meget stor mund.

»Den der er til dig, Clara,« sagde gudfar Drosselmeyer. »Han er en nøddeknækker. Læg en nød i munden på ham, løft hans frakkeskøder, og knæk!«

Clara elskede ham med det samme. Hun knækkede nødder til alle sammen, meget forsigtigt, og valgte kun små. Men Fritz snuppede nøddeknækkeren og pressede den største og hårdeste nød, han kunne finde, ind i munden på ham, og knæk! Nøddeknækkerens kæbe af træ brækkede og hang skævt ned.

»Fritz!« råbte Clara. Hun tog sin stakkels nøddeknækker op, bandt hans kæbe op med et bånd fra juletræet og lagde ham forsigtigt i sin dukkeseng i legetøjsskabet.

Til sidst gik gæsterne hjem, lysene blev pustet ud, og børnene blev sendt i seng. Men Clara kunne ikke sove. Hun tænkte hele tiden på sin stakkels nøddeknækker med forbindingen, helt alene dernede. Så da huset var blevet helt stille, listede hun ned igen i natkjolen for at se, om han havde det godt.

Der var mørkt i stuen, og månen skinnede ind ad vinduet. Så snurrede det store ur i entréen og begyndte at slå. Et, to, tre ... helt op til tolv.

Ved sidste slag begyndte alting at forandre sig. Juletræet voksede og voksede, op og op, til det nåede loftet, og loftet syntes at være langt, langt borte. Legetøjet voksede også, og det samme gjorde nøddeknækkeren. Han kravlede ud af dukkesengen og rejste sig, lige så høj som Clara selv.

Så lød der en skraben og en piben under gulvet. Gulvbrædderne løftede sig, og ud kom der mus, hundredvis og atter hundredvis, der væltede frem fra hver eneste sprække. Forrest af dem alle marcherede Musekongen. Han havde syv hoveder, og på hvert hoved sad en lille guldkrone.

»Til våben!« råbte Nøddeknækkeren og trak sit lille træsværd. Straks kom legetøjet kravlende ned fra hylderne: Fritz’ tinsoldater med deres trommer og faner, dukkerne, trolden i æsken og honningkagemændene, og de stillede sig op bag Nøddeknækkeren.

Sikken et slag! Trommerne hvirvlede, legetøjskanonerne skød med sukkerkugler, og musene stormede frem over tæppet, pibende og gnavende. Men der var så mange mus. Lidt efter lidt blev tinsoldaterne trængt tilbage, og Musekongen, med alle syv hoveder grinende på én gang, drev Nøddeknækkeren ind i hjørnet ved legetøjsskabet.

Clara kunne se, at han ikke kunne holde stand ret meget længere. Hun tænkte sig ikke om. Hun trak sin tøffel af og kastede den, så hårdt hun kunne, præcis i det rette øjeblik, lige mod Musekongen.

Bang! Den ramte ham på alle syv kroner på én gang. Musekongen væltede, peb forskrækket og pilede væk under gulvbrædderne, og hver eneste af hans mus løb pibende efter ham. Slaget var vundet.

Nøddeknækkeren vendte sig mod Clara og rettede sig op. Og i det samme var han slet ikke af træ længere. Hans skæve kæbe var hel, skægget var væk, og han var en ung prins i rød frakke, der smilede til hende.

»Tak, Clara,« sagde han og bukkede. »Du reddede mig. For længe siden forvandlede Musekongens fortryllelse mig til en nøddeknækker af træ, og kun et modigt og godt hjerte kunne sætte mig fri. Vil du med mig til mit kongerige?«

Clara tog hans hånd. De gik ud gennem stuen og ind i en skov, hvor alt glitrede. Sneen lå på grantræernes grene, og snefnuggene faldt ikke ned, men svævede op og dansede i ringe omkring dem, snurrende og funklende som stjerner.

På den anden side af skoven lå Slikland. Der var floder af sodavand og appelsinjuice, huse af marcipan og bolsjer og et slot af spundet sukker, der skinnede lyserødt og gyldent. Hele riget kom ud for at hylde prinsen og hans veninde, og Sukkerblommefeen førte dem selv ind i den store sal, hvor der blev holdt fest til Claras ære.

Clara sad på en trone af kandiseret frugt, og den ene dans efter den anden blev danset for hende. Sukkerblommefeen dansede så let, at hun knap nok rørte gulvet. Dansere fra kaffens land vuggede langsomt, og dansere fra teens land sprang og snurrede. Polkagriserne hoppede gennem ringe, blomsterne dansede vals, og en kæmpestor dame kom ind i et skørt, der var så vidt, at en hel familie små klovne tumlede frem under det. Clara klappede, til hænderne gjorde ondt.

Så begyndte Sukkerblommefeen endelig på den allersidste vals, og lyset blev blødt og gyldent, og Claras øjne blev tunge ...

Da hun slog dem op, var det juledag om morgenen. Hun lå på tæppet foran kaminen i stuen, det grå morgenlys faldt ind ad vinduet, og i armene holdt hun sin nøddeknækker, med kæben stadig bundet op med båndet fra juletræet.

»Har jeg drømt det hele?« hviskede Clara.

Nøddeknækkeren svarede ikke. Men hun var næsten sikker på, at han, bare et øjeblik, smilede.