Løven og musen en personlig bog med dit barn som helten

I udkanten af en solrig lysning, hvor græsset voksede blødt og vilde blomster nikkede i brisen, sad et lille barn og så stille til. Intet i lysningen syntes at have noget imod det. Bierne summede, en sommerfugl vaklede forbi, og midt i det hele lå en stor gylden løve og sov trygt i den varme eftermiddag.

Barnet så noget småt røre sig i græsset. Det var en lille grå mus med en dirrende snude og en hale som en tråd. Musen havde meget travlt med at nå et sted hen og så sig ikke for. Den løb op ad en varm, rumlende bakke, og den bakke var løven.

Løven vågnede med et fnys. En enorm pote hævede sig langsomt i luften og kom ned over musen og holdt den blidt mod jorden. Barnet sad helt stille, langt væk på den anden side af græsset, og turde næsten ikke trække vejret.

"Vær så venlig, store løve," peb musen. "Jeg ville ikke vække dig. Jeg skyndte mig bare hjem. Hvis du lader mig gå, glemmer jeg aldrig din godhed. En dag skal jeg hjælpe dig, det lover jeg."

Løvens øjne rynkede sig, og en dyb latter rullede hen over lysningen. "Du, hjælpe mig? Du er det mindste væsen, jeg nogensinde har mødt. Hvordan skulle du kunne hjælpe en løve?"

"Det ved jeg ikke," sagde musen ærligt. "Men jeg ville finde en måde."

Løven tænkte over det. En bange lille mus ville knap nok blive et måltid, og den havde talt så høfligt. Han løftede poten og lod musen gå, uskadt fra snude til hale. "Løb du bare, lille ven," sagde han varmt.

Musen bukkede så dybt, som en mus kan bukke, og stak af ind i det høje græs. Barnet vinkede, og lysningen vendte tilbage til sin summen og nikken.

Dagene gik, og årstiderne skiftede en smule. En morgen gik barnet tilbage til lysningen og hørte et trist, tungt støn. Under en lav gren hang et rebnet, som nogen havde efterladt for længe siden, og i nettet, viklet løst men fast, lå løven. Han var ikke såret, men jo mere han prøvede at bevæge sig, desto strammere syntes rebene at sidde.

Barnet gispede. Det var et alt for stort problem for en lille hjælper at løse alene, og barnet vidste, at man ikke skulle gå tæt på. I stedet blev barnet langt tilbage i græsset og råbte så højt, som en stemme kan: "Mus! Lille mus! Kom nu!"

Indtil et øjeblik efter kom en lille grå skikkelse susende gennem græsset. Det var musen med spidse ører og dirrende knurhår. Barnet pegede med en rolig finger mod nettet, og musen forstod med det samme.

"Vær ikke bange, store løve," sagde musen og kravlede op ad rebene. "Jeg sagde, at jeg ville finde en måde, og her er den."

Løven lå helt stille, ligesom han var blevet bedt om. Musen fandt knuden, der holdt hele nettet sammen, og begyndte at gnave. Nip, nip, nip lød de bitte små tænder. Solen steg højere. Barnet sad i græsset i sikker afstand og så hvert eneste omhyggelige lille bid.

Til sidst gav knuden efter. Rebene løsnedes og gled fra hinanden, og nettet åbnede sig som en blomst. Løven rejste sig langsomt, strakte sine store ben og trådte ud i solskinnet, fri.

Barnet skyndte sig hen til en flad sten i nærheden, satte en lille skål koldt vand på den og trådte tilbage igen. Løven drak dybt og løftede hovedet, og hans gyldne øjne glimtede.

"Lille mus," sagde han, "jeg lo af dig engang. Jeg vil aldrig more mig sådan igen. Du var mindre end nogen anden, og alligevel var det dig, der reddede mig."

Musen satte sig stolt op på en sten, og barnet klappede med begge hænder af glæde. De tre blev i den lyse lysning hele eftermiddagen, en kæmpe løve, en bitte lille mus og et lille barn, og ingen af dem brød sig det mindste om, hvor forskellige de var i størrelse.

For godhed, hvor lille den end er, finder altid vej hjem igen, og selv den mindste ven kan gøre det største.