Jack og bønnestagen en personlig bog med dit barn som helten

Der var engang en dreng, der hed Jack, og som boede sammen med sin mor i et lille hus for enden af en landsby. De var meget fattige. En morgen åbnede Jacks mor skabet og fandt ikke andet end én tynd mønt.

»Der er ingen vej udenom,« sukkede hun. »Vores ko må på markedet. Træk den ind til byen, Jack, og sælg den for så meget, du kan få.«

Så bandt Jack et reb om koens hals og gik af sted ad vejen. Han var ikke nået langt, før han mødte en sær lille mand med et glimt i øjet og en spids hat.

»Godmorgen, Jack,« sagde den lille mand. »Hvor skal du hen med den fine ko?«

»På markedet for at sælge den,« sagde Jack.

Den lille mand åbnede sin hånd. I den lå fem plettede bønner, der skinnede som småsten i en bæk.

»Dem kan du få for din ko,« sagde han. »Det er tryllebønner. Plant dem i aften, så er de vokset helt op til himlen i morgen tidlig.«

Jack havde aldrig set sådan nogle bønner, og han ville så gerne tro på trolddom. Så han gav koen fra sig og løb hele vejen hjem med bønnerne i hånden.

»Tryllebønner?« råbte hans mor. »Har du byttet vores ko for en håndfuld bønner? Åh, Jack!« Og hun satte sig ved bordet og græd.

Jack havde det forfærdeligt. Men den nat, da hans mor var gået i seng, listede han ud i den mørke have og plantede bønnerne i stjernelyset, én efter én, i en pæn række. »Man kan aldrig vide,« hviskede han.

Da Jack vågnede næste morgen, var hans værelse fuldt af grønt lys. Han løb hen til vinduet, og dér, hvor han havde plantet bønnerne, stod en kæmpestor bønnestage. Bladene var så store som duge, og den snoede sig og klatrede opad og opad, lige gennem skyerne, så han ikke kunne se toppen af den.

Jack tænkte sig ikke om. Han kravlede ud ad vinduet, tog fat i bønnestagen og begyndte at klatre. Han klatrede og klatrede og klatrede, forbi tagene og fuglene og trætoppene, til han til sidst stak hovedet op gennem skyerne.

Oven over skyerne lå et vidt og sælsomt land, og en lang hvid vej førte hen over det til et slot. Og slottet var kæmpestort. Døren var så høj, at Jack kunne have gået ind under brevsprækken uden at bøje hovedet.

Jack masede sig ind under døren og stod i en hal så stor som en kirke. På bordet lå et brød så stort som en høstak, en fed brun gås sad i en kurv, og der stod en guldharpe med et kvindeansigt skåret ud øverst.

Lige da begyndte gulvet at ryste. Bum. Bum. Bum. En stemme som torden rullede gennem hallen:

»Fi, fa, fo, fum! Her lugter af menneskebarn!«

Jack dukkede sig bag brødet og holdt vejret. Ind i hallen trampede en kæmpe, så høj at hovedet strejfede loftsbjælkerne. Han snusede i luften og snusede igen.

»Det er bare din aftensmad, du kan lugte,« råbte en kvindestemme ude fra køkkenet. »Sæt dig og spis.« Kæmpens kone var et godt menneske, og hun havde set Jack komme ind.

Så kæmpen satte sig og spiste sin aftensmad. Så sagde han til gåsen: »Læg!« og gåsen lagde et æg. Det var af skinnende guld. Så sagde han til harpen: »Syng!« og harpen sang helt af sig selv, så sødt, at kæmpens øjne blev tunge, hovedet nikkede, og snart snorkede han som et tordenvejr.

Jack listede frem bag brødet. Gåsen så på ham med ét klart øje og lagde endnu et varmt guldæg.

»Har du lyst til at komme med ned og bo i en have?« hviskede Jack. »Der er græs og en dam, og ingen, der råber ad dig.«

Gåsen tænkte over det og nikkede. Og harpen sang sagte: »Tag også mig med. Jeg er så træt af vuggeviser.«

Så stak Jack gåsen ind under den ene arm og harpen ind under den anden og listede på tæerne hen mod døren. Men da han smuttede ind under den, strøg harpens strenge mod dørkarmen og gav en høj, klar klang.

Kæmpen vågnede med et brøl. »Hvem der? Stop tyven!« Og han kom drønende efter Jack hen ad den hvide vej, så skyerne rystede ved hvert skridt.

Jack løb hurtigere, end han nogensinde havde løbet. Han nåede toppen af bønnestagen og svang sig nedad, blad for blad, så hurtigt han kunne. Over ham svajede og knirkede hele stagen, for kæmpen var begyndt at klatre ned efter ham.

»Mor!« råbte Jack, så snart han kunne se husets tag. »Mor! Hent øksen!«

Hans mor kom løbende med øksen. Jack sprang det sidste lille stykke ned på jorden, tog øksen og huggede løs på bønnestagen af alle kræfter. Hug! Hug! Hug! Bønnestagen sitrede. Højt oppe stoppede kæmpen, kiggede ned og kravlede tilbage op i skyerne, så hurtigt han kunne.

Med et sidste hug svajede den store bønnestage og væltede. Den faldt ned over markerne med et brag som fra hundrede træer, og vejen til skyerne var lukket for altid. Kæmpen blev oppe på sit slot i himlen og brokkede sig til sin kone, og han kom aldrig ned for at genere nogen.

Og Jack og hans mor var aldrig mere fattige. Gåsen levede lykkeligt i deres have ved en lille dam, og hver morgen lagde den ét guldæg, så skabet altid var fuldt, og der altid var nok at dele med naboerne. Og hver aften sad guldharpen i haven og spillede helt af sig selv, og hele landsbyen kom for at lytte.

Jacks mor sagde aldrig mere et ord om koen.