Guldlok og de tre bjørne en personlig bog med dit barn som helten

Der var engang en lille pige med hår, der var så gyldent og krøllet, at alle kaldte hende Guldlok. Hun boede i et hus i udkanten af en stor skov, og hun havde altid fået at vide, at hun ikke måtte gå for langt ind mellem træerne.

En solskinsmorgen flagrede en gul sommerfugl forbi hendes vindue. Guldlok løb ud for at se på den, og sommerfuglen fløj et lille stykke ind i skoven, så hun gik efter den. Den fløj lidt længere, og hun gik efter den igen. Videre og videre dansede den, fra blomst til blomst og fra træ til træ, indtil Guldlok så sig omkring og opdagede, at hun var kommet længere ind i skoven, end hun nogensinde havde været før.

Lige da fik hun øje på et lille hus i en lysning med en rød dør, der stod på vid gab.

»Hallo?« råbte Guldlok. »Er der nogen hjemme?«

Ingen svarede. Guldlok vidste godt, at man ikke skal gå ind i andre folks huse, men hun var træt og sulten efter al den gåen, så hun listede ind på tæerne.

I køkkenet stod et bord, og på bordet stod der tre skåle med grød: en stor, stor skål, en mellemstor skål og en lille bitte skål. Grøden duftede dejligt.

Guldlok smagte på grøden i den store, store skål. »Av! Den her grød er for varm!« sagde hun.

Hun smagte på grøden i den mellemstore skål. »Brr! Den her grød er for kold,« sagde hun.

Så smagte hun på grøden i den lille bitte skål. »Mmm. Den her grød er lige tilpas,« sagde hun glad, og så spiste hun det hele.

I stuen stod der tre stole: en stor, stor stol, en mellemstor stol og en lille bitte stol.

Guldlok satte sig i den store, store stol. »Den her stol er for hård,« sagde hun.

Hun satte sig i den mellemstore stol. »Den her stol er for blød,« sagde hun.

Så satte hun sig i den lille bitte stol. »Den her stol er lige tilpas,« sagde hun. Men hun vrikkede, og hun gyngede, og pludselig lød der et højt knæk, og den lille bitte stol gik i stykker og tabte hende ned på gulvet.

Guldlok kom på benene igen og så en lille skæv trappe i hjørnet. Hun klatrede op ad den for at se, hvad der var oppe under taget, og dér fandt hun et soveværelse med tre senge: en stor, stor seng, en mellemstor seng og en lille bitte seng.

Hun lagde sig i den store, store seng. »Den her seng er for hård,« sagde hun.

Hun lagde sig i den mellemstore seng. »Den her seng er for blød,« sagde hun.

Så lagde hun sig i den lille bitte seng. »Den her seng er lige tilpas,« gabte hun. Og hun var så træt, at hun faldt i en dyb søvn.

Nu var det sådan, at huset tilhørte tre bjørne. Der var en stor, stor Far Bjørn, en mellemstor Mor Bjørn og en lille bitte Lille Bjørn. De var gået en tur i skoven, mens grøden kølede af, og nu var de på vej hjem, sultne efter morgenmad.

Så snart de kom ind ad døren, kiggede Far Bjørn på sin skål.

»Hvem har spist af min grød?« sagde han med sin store, store stemme.

»Hvem har spist af min grød?« sagde Mor Bjørn med sin mellemstore stemme.

»Hvem har spist af min grød?« sagde Lille Bjørn med sin lille bitte stemme. »Og der er ikke mere tilbage!«

De gik ind i stuen.

»Hvem har siddet på min stol?« sagde Far Bjørn.

»Hvem har siddet på min stol?« sagde Mor Bjørn.

»Hvem har siddet på min stol?« sagde Lille Bjørn. »Og den er gået helt i stykker!«

Så så de et spor af grødkrummer, der førte op ad den skæve trappe, og de klatrede op til soveværelset.

»Hvem har sovet i min seng?« sagde Far Bjørn.

»Hvem har sovet i min seng?« sagde Mor Bjørn.

»Hvem har sovet i min seng?« pippede Lille Bjørn. »Og hun ligger her endnu!«

Guldlok slog øjnene op. Ved fodenden af den lille seng stod tre bjørne, en stor, stor en, en mellemstor en og en lille bitte en, og de kiggede alle sammen på hende.

Hun havde allermest lyst til at springe ud ad vinduet og løbe sin vej. Men det gjorde hun ikke. I stedet satte hun sig op, trak vejret dybt og sagde: »Jeg er virkelig ked af det. Jeg var faret vild, og jeg gik ind i jeres hus uden at spørge, og jeg spiste Lille Bjørns grød og ødelagde hans stol. Det var forkert af mig. Må jeg hjælpe med at gøre det godt igen?«

De tre bjørne så på hinanden. Ingen havde nogensinde sagt undskyld til dem så pænt før.

»Tja,« sagde Mor Bjørn, »du kunne jo hjælpe mig med at lave noget mere grød.«

Så gik Guldlok ned i køkkenet og rørte i en frisk gryde grød, til den var lige tilpas for dem alle. Bagefter fandt Far Bjørn noget lim og en lille hammer, og Guldlok hjalp ham med at lime Lille Bjørns stol, ben for ben, til den var så god som ny. Først da satte de sig alle sammen og spiste.

Da morgenmaden var spist, sagde Lille Bjørn: »Jeg kender vejen gennem skoven. Jeg følger dig hjem.«

Så fulgte Lille Bjørn Guldlok tilbage mellem træerne, ad de små stier, som kun bjørne kender, til de kunne se det oplyste vindue i hendes eget hus.

»Tak,« sagde Guldlok. »Og undskyld igen med din stol.«

Bag dem var Far Bjørn og Mor Bjørn kommet ud til skovbrynet for at vinke. »Kom bare tilbage og spis grød, når du har lyst,« råbte Mor Bjørn, »men næste gang banker du på først!«

Og det gjorde Guldlok altid.