Den lille røde høne en personlig bog med dit barn som helten

Tidligt en lys morgen skrabede en lille rød høne rundt ved gårdens låge, da hun fandt noget, der glimtede i støvet. Det var en håndfuld hvedekorn. Et barn, der var kommet ud for at made hønsene, knælede ned ved siden af hende, og de to så på kornene sammen.

"Hvede," sagde den lille røde høne. "Hvede kan blive til brød, hvis nogen vil arbejde for det."

"Det vil jeg," sagde barnet, og hønen kluk-lo tilfreds.

Under æbletræet lå en hvid and, en stribet kat og en brun hund og nød solen. Den lille røde høne marcherede hen til dem. "Hvem vil hjælpe mig med at så denne hvede?" spurgte hun.

"Ikke mig," kvækkede anden og stak næbbet ind under vingen.

"Ikke mig," spandt katten og strakte en pote.

"Ikke mig," gabte hunden og rullede om på siden.

"Så gør vi det selv," sagde den lille røde høne, og barnet nikkede. Barnet hentede en lille skovl og løsnede den bløde jord ved lågen, mens hønen skrabede pæne rækker. De trykkede kornene ned i jorden og dækkede dem til.

Hver dag fyldte barnet en lille vandkande, og hønen holdt vagt. Efter nogle dage pressede bitte små grønne skud sig op gennem jorden, og barnet lo, da det så dem. "Hvem vil hjælpe mig med at vande hveden?" spurgte den lille røde høne, men anden, katten og hunden sov igen, så barnet gjorde det, dråbe for dråbe.

Solen skinnede og regnen faldt, og skuddene voksede højere end barnets knæ, så højere end barnets liv. Til sidst blev marken gylden, og de tunge hvedeaks bøjede sig i brisen. Barnet og hønen stod sammen blandt strå og beundrede dem. Ved hegnet døsede anden, katten og hunden i skyggen.

"Hvem vil hjælpe mig med at høste hveden?" spurgte den lille røde høne.

"Ikke mig," sagde anden, katten og hunden uden så meget som at åbne øjnene.

Så barnet samlede forsigtigt det modne korn, og hønen pillede hvert eneste forvildet korn op. Da kurven var fuld, løftede barnet den med begge arme, og de to gik ad grusstien til den lille mølle. Møllerens stod ved døren og tog sig af de tunge kværnsten. Barnet holdt sig langt væk fra maskineriet og så kornet blive til blødt, lyst mel. Derefter bar barnet melet hjem i kurven, lidt lettere men stadig meget kostbart.

Tilbage i gårdens køkken satte hønen en skål på et lavt træbord. "Hvem vil hjælpe mig med at lave dejen?" spurgte hun. Anden, katten og hunden var langt væk, så barnet vaskede hænder, smøgede begge ærmer op og blandede mel og vand til en kold, blød dej. Barnet trykkede og foldede den og formede et rundt brød. Hønen så til fra sin skammel og holdt alle væk fra den varme ovn. Da det var tid til at bage, lagde en voksen hjælper brødet ind, og hønen holdt vagt.

Snart svævede en vidunderlig duft ud af køkkenet, hen over gårdspladsen og ind under æbletræet. Anden løftede hovedet. Kattens næse sitrede. Hunden satte sig op og snusede.

På bordet lå et gyldent brød, sprødt og varmt. Barnet og den lille røde høne satte to små tallerkener frem.

"Hvem vil hjælpe mig med at spise dette brød?" spurgte den lille røde høne med et glimt i øjet.

"Det vil jeg!" sagde anden.

"Det vil jeg!" sagde katten.

"Det vil jeg!" sagde hunden og logrede med halen.

Den lille røde høne rystede venligt på hovedet. "Dem, der har sået hveden, vandet den, høstet den og lavet dejen, har fortjent dette brød," sagde hun. "Det er barnet og mig." Barnet brød brødet, og de to delte det, varmt og sødt.

Anden så på sine fødder. Katten så på sine poter. Hunden hang med hovedet. "Vi skulle have hjulpet," sagde han stille. "Må vi hjælpe næste gang?"

Den lille røde høne tænkte over det. Så smilede hun og rakte en lille pose frø frem. "Næste såning begynder i morgen," sagde hun.

Næste morgen stod anden, katten og hunden ved lågen, før solen var helt oppe. Barnet viste dem, hvor jorden var blød, og de begyndte alle sammen at så.