Dæk dig, bord en personlig bog med dit barn som helten

Der var engang et tømrerhjem i udkanten af en grøn dal, hvor duften af savsmuld drev ud af vinduerne. Tre unge søskende boede der, den yngste knap mere end et barn, og alle var nysgerrige efter verden uden for havelågen.

En morgen sagde tømreren: »Det er tid til, at I lærer nyttige færdigheder af gode folk i landsbyerne omkring os. Gå, og kom hjem, når I har noget at vise frem.« Hver af de tre pakkede et lille stofbundt, og den yngste havde en cremefarvet skjorte og en skovgrøn vest på. De vinkede farvel og gik ned ad den snoede vej.

I den første landsby fandt den ældste en gavmild håndværker og lærte en hel masse. Da det var tid til at tage hjem, gav håndværkeren en gave: et lille træbord, enkelt og ret almindeligt at se på. »Sig: ‚Dæk dig, bord‘«, sagde håndværkeren, »så gør det resten.«

Den ældste prøvede det straks på en eng. Bordet stod i græsset, og ved ordene bredte en hvid dug sig over bordpladen. Tallerkener dukkede op, dampende fade fulgte, så et rundt brød og en kande kold saft. Den yngste lo af overraskelse, og de spiste alle, til de var mætte.

Den mellemste havde tilbragt tid i en anden landsby hos en møller, der var stolt af et blidt æsel. Da besøget var slut, sagde møllere: »Dette æsel gør dig rig, men kun hvis du breder en klud ud foran det og siger ordene.« Den mellemste lagde en almindelig klud på jorden. Æslet nikkede, og guldmønter trillede ud på kluden med en glad klang.

På vejen hjem gjorde de tre holdt for natten på en kro. Den ældste dækkede stolt bordet i spisestuen, og gæsterne gispede. Kroejerens øjne lyste op. Den nat, mens alle sov, byttede kroejeren stille det magiske bord ud med et almindeligt og ledte det blide æsel hen til en anden bås.

Den yngste kunne ikke sove og listede hen til døren. Gennem sprækken så barnet kroejeren trække et tungt forhæng for det ægte ønskebord og æslet. Barnet stod helt stille og forstod, hvad der var sket. Næste morgen tog den ældste og den mellemste hjem med de falske gaver, og da de prøvede dem, skete der slet ingenting. De blev knuste af skuffelse.

Den yngste havde en anden plan, men havde først brug for en klog hjælper. Barnet gik til et værksted i en tredje landsby, hvor en venlig træarbejder høvlede en planke. Efter nogle dages læring i at slibe, passe sammen og lytte til træet fik barnet en lille sæk. »Der er en træ-kæp i den«, sagde træarbejderen. »Den vil aldrig gøre nogen fortræd. Men den adlyder dig, når du siger: ‚Kæp, ud af sækken‘, og den hviler ikke, før du siger: ‚Kæp, ind i sækken‘.«

Barnet takkede træarbejderen og gik tilbage til kroen. Ved døren sagde barnet høfligt: »Jeg vil gerne overnatte.« Kroejeren, der syntes, gæsten så ung og harmløs ud, sagde ja. Barnet stillede sækken på en bænk og sagde tydeligt: »Kæp, ud af sækken!«

Kæppen sprang op i luften. Den slog ingen. Den kredsede over gulvet og bankede på brædderne ved kroejerens fødder, hver gang han tog et skridt mod døren. Dunk, dunk, dunk. Den svingede til venstre, og han trådte til højre. Den snurrede foran døren, og han vendte om igen. Der var ingen steder at løbe hen.

»Hold op, vær venlig!« råbte kroejeren med hænderne over hovedet. »Hvad vil du have?«

»Jeg vil have sandheden«, sagde barnet blidt. »Og de ting, du tog.«

Kæppen blev ved med at banke, rundt og rundt. Til sidst satte kroejeren sig på en bænk og sukkede. »Jeg byttede bordet og æslet«, indrømmede han. »Jeg er ked af det. Det var uærligt, og jeg har skammet mig lige siden. De står bag forhænget.«

Han trak forhænget til side, og der var det lille træbord, og der stod det blide æsel og fnyste dæmpet. Kroejeren førte dem ud og lagde dem i barnets varetægt. Barnet sagde: »Kæp, ind i sækken«, og kæppen faldt pænt ned i den. Barnet bandt sækken til.

Rejsen hjem var glad. De to ældre søskende ventede ved havelågen, og da de så bordet og æslet, jublede de. Tømreren kom ud og aftørrede savsmuld fra hænderne, og hele familien samledes i haven.

Den aften stod det lille bord i græsset, og ved ordene dukkede en dug, tallerkener og en pragtfuld middag op. Æslet hvilede i skyggen i nærheden. Den lukkede sæk hang på en krog ved døren, og alle var enige om, at den bedste magi af alle var at sige sandheden og gøre tingene godt igen.