Askepot en personlig bog med dit barn som helten

Der var engang en sød og blid pige, som boede sammen med sin stedmor og sine to stedsøstre i et højt hus i udkanten af byen. Fra tidligt om morgenen til sent om aftenen skrubbede og fejede hun, bar og hentede, og hver gang hun satte sig for at hvile, var der nogen, der kaldte på hende igen.

»Hent mit sjal!« råbte den ældste stedsøster.

»Sy mit bånd!« råbte den yngste.

»Og når du er færdig med det,« sagde stedmoren, »venter gryderne.«

Om aftenen, når arbejdet var gjort, krøb pigen sammen ved ildstedet i køkkenet for at holde varmen, og om morgenen var hun altid helt grå af aske. Derfor kaldte stedsøstrene hende Askepot, og snart huskede ingen i huset, at hun nogensinde havde haft et andet navn.

En morgen bankede det på døren. Udenfor stod en lakaj i slottets farver og rakte et kort med guldkant frem.

»Efter kongens befaling,« råbte han, »er hver eneste unge pige i hele riget inviteret til bal på slottet i aften, så prinsen kan møde dem alle sammen.«

De to stedsøstre rev invitationen til sig og hvinede af fryd. Askepot stod nede for enden af gangen med kosten i hånden.

»Må jeg også komme med?« spurgte hun stille.

Stedsøstrene lo så meget, at de måtte holde fast i hinanden. »Dig? På slottet? I det forklæde?«

»Der skal være nogen, der bliver hjemme og passer huset,« sagde stedmoren, og så var den sag afgjort.

Hele dagen hjalp Askepot dem med at gøre sig klar. Da solen gik ned, stod hun ved køkkenvinduet og så kareten rulle af sted ad vejen mod slottets lys. Da den var væk, satte hun sig ved det kolde ildsted med kosten og skurespanden, og en tåre trillede ned ad hendes kind og tegnede en ren stribe gennem asken.

»Nå, nå,« sagde en blød stemme bag hende. »Hvad er nu det her?«

Askepot vendte sig om. I den månelyse køkkenhave, lige uden for den åbne dør, stod en lille kone i en kappe, der glimtede som rimfrost, med en tynd tryllestav i hånden.

»Jeg er din gudmor, den gode fe,« sagde den lille kone, »og jeg har holdt øje med dig længe. Du er venlig, selv når ingen takker dig, og tålmodig, selv når ingen lægger mærke til det. Kunne du tænke dig at komme til ballet?«

»Åh ja,« hviskede Askepot. »Mere end noget andet.«

»Så hent mig det største græskar i haven.«

Askepot løb ud og hentede det. Feen slog let på det én gang med sin tryllestav, og i en hvirvel af gyldne gnister svulmede græskarret op og blev rundere og begyndte at skinne, til det var en gylden karet med fløjlssæder. Seks små mus fra spisekammeret blev til seks hvide heste, en tyk grå rotte blev til en kusk med flotte knurhår, og to firben blev til to lakajer i grønt og guld.

»Men sådan kan jeg da ikke tage af sted,« sagde Askepot og så ned på sin lappede grå kjole.

Feen smilede. Hun rørte ved kjolens søm med tryllestaven og trak en stribe lys fra sømmen og helt op til skulderen, og hvor lyset gled hen, forsvandt lapperne og asken. Askepot havde en balkjole på af sølvblå silke, blød som måneskin, og på fødderne havde hun to små sko af glas, der funklede ved hvert skridt.

»Hør nu godt efter,« sagde feen. »Trylleriet varer kun til midnat. Når klokken slår tolv, bliver kareten til et græskar igen, og din balkjole bliver til din gamle kjole. Du skal være hjemme før sidste slag.«

»Det lover jeg,« sagde Askepot.

Af sted kørte den gyldne karet gennem natten, og slottets lys blev større og klarere. Da Askepot trådte ind i den store balsal, gik musikken i stå et øjeblik, og alle i salen vendte sig om. Ingen vidste, hvem hun var, ikke engang hendes egne stedsøstre.

Prinsen gik straks tværs over salen og bukkede. »Vil De danse med mig?« spurgte han.

De dansede den første dans og den næste og den efter den. De lo og snakkede, og Askepot var så lykkelig, at hun ikke tænkte på tiden en eneste gang.

Så begyndte det store ur højt oppe over balsalen at slå.

Et. To. Tre.

»Midnat!« gispede Askepot. »Jeg må gå!«

Hun gled ud af prinsens hænder og løb gennem balsalen, ud ad dørene og ned ad den brede slotstrappe, mens uret blev ved med at slå bag hende. Halvvejs nede gled den ene glassko af hendes fod, men der var ikke tid til at vende om. Ved sidste slag løb hun ud gennem slottets port.

Og dér stod hun i mørket i sin lappede grå kjole med et græskar ved fødderne, mens seks mus, en rotte og to firben pilede ind i hækken. Det eneste, der var tilbage af hele natten, var én glassko, som stadig sad på hendes fod.

Prinsen løb ned ad trappen efter hende, men alt, hvad han fandt, var den anden sko, der lå og skinnede på stenen.

Næste morgen lød der trompeter i gaden. Prinsen havde svoret, at han ville finde den pige, som glasskoen passede til, og han gik selv med den fra dør til dør, gade op og gade ned, i hele riget. Alle de unge piger prøvede den, men ikke en eneste fod passede.

Til sidst kom han til det høje hus i udkanten af byen. Den ældste stedsøster pressede og klemte, men tæerne ville ikke ind. Den yngste stedsøster pustede og vrikkede, men hælen ville ikke ind.

»Er der ikke andre i huset?« spurgte prinsen.

»Kun pigen, der tager sig af asken,« sagde stedmoren. »Hun var ikke til ballet.«

»Alle må prøve,« sagde prinsen.

Så kom Askepot ud fra køkkenet, satte sig på en skammel og lod foden glide ind i glasskoen. Den passede præcis, som den altid havde gjort. Så tog hun den anden sko op af forklædelommen og tog også den på.

Prinsen kendte hende med det samme, aske og det hele. »Det er dig,« sagde han, og han smilede det samme smil som aftenen før.

Samme dag tog Askepot med til slottet, side om side med prinsen, og hele riget strømmede ud for at byde hende velkommen. Hun havde en fin kjole på i dagens anledning, men alle kunne se, at hun indenunder var præcis den samme søde og blide pige. Og fordi hun var så god, tilgav hun sine stedsøstre, og de var aldrig mere uvenlige mod nogen.