Alice i Eventyrland en personlig bog med dit barn som helten

Alice sad ved siden af sin søster på flodbredden en lang og kedelig sommereftermiddag og havde ingenting at lave. Hendes søster læste i en bog, men der var hverken billeder eller samtaler i den, og »hvad skal man dog med en bog,« tænkte Alice, »uden billeder eller samtaler?«

Pludselig løb en Hvid Kanin med lyserøde øjne tæt forbi hende. Kaninen tog et ur op af vestelommen, så på det og sagde: »Åh nej! Åh nej! Jeg kommer for sent!« Og Alice sprang op, for hun havde aldrig før set en kanin med vest, endsige med et ur at tage op af den.

Hun løb over marken efter den, lige tidsnok til at se den smutte ned i et stort kaninhul under hækken. I næste øjeblik smuttede Alice ned efter den uden én eneste gang at tænke på, hvordan hun skulle komme op igen.

Kaninhullet gik lige ned, og Alice faldt og faldt og faldt. Enten var hullet meget dybt, eller også faldt hun meget langsomt, for hun havde masser af tid til at se sig omkring.

Bump! Hun landede i en bunke tørre blade og slog sig ikke det mindste. Hun stod i en lang gang fuld af døre, men hver eneste en af dem var låst. På et lille glasbord lå en bitte lille gylden nøgle, og bag et forhæng fandt Alice en lille dør, knap fyrre centimeter høj. Nøglen passede, og gennem døren kunne hun se den dejligste have, man kan forestille sig. Men hun kunne ikke engang få hovedet igennem døråbningen.

På glasbordet stod der nu en lille flaske med en seddel, hvorpå der stod DRIK MIG. Alice drak, og hun begyndte at skrumpe, mindre og mindre, til hun kun var femogtyve centimeter høj. »Nu kan jeg komme igennem den lille dør!« tænkte hun. Men åh nej, hun havde glemt den gyldne nøgle oppe på bordet, og den kunne hun ikke nå.

Under bordet fandt hun en lille kage, hvorpå der stod SPIS MIG. Hun spiste den, og denne gang skød hun i vejret, op og op, højere end træerne, til hovedet stødte mod loftet.

»Mærkeligere og mærkeligere!« råbte Alice. »Farvel, fødder!«

Stakkels Alice. Nu var hun alt for stor til at komme igennem døren, og hun satte sig ned og græd store, tunge tårer, der plaskede på gulvet, til der var en hel sø rundt om hende. Så fandt hun en lille vifte, og da hun viftede sig med den, skrumpede hun igen, så hurtigt, at hun gled og faldt plask ned i søen af sine egne tårer. Hun svømmede over den sammen med en meget våd Mus, og til sidst kravlede de op på bredden, drivvåde.

Dér var Den Hvide Kanin igen. Den trippede omkring og mumlede: »Hertuginden! Åh, min pels og mine knurhår! Hvor kan jeg dog have tabt mine handsker?« Alice hjalp med at lede, og hun fandt dem under en bregne. Kaninen snuppede dem og skyndte sig videre uden så meget som at sige tak.

Alice gik ind i skoven, og dér, øverst på en stor svamp, sad en stor blå Larve og røg på en lang pibe.

»Hvem er du?« sagde Larven.

»Det ved jeg knap nok lige nu, hr.,« sagde Alice. »Jeg har forandret mig så mange gange siden i morges.«

Larven var ikke til megen hjælp, men før den kravlede væk, fortalte den hende, at den ene side af svampen ville gøre hende større og den anden side mindre. Alice gemte et stykke af hver, så hun fra da af kunne være præcis så stor, som hun ville.

Lidt længere fremme sad en Kat med et kæmpestort grin oppe i et træ.

»Kære Cheshire-mis,« sagde Alice, »vil du ikke være sød at fortælle mig, hvilken vej jeg skal gå herfra?«

»Det kommer meget an på, hvor du gerne vil hen,« sagde Katten.

»Jeg er sådan set ligeglad med hvorhen,« sagde Alice.

»Så er det også lige meget, hvilken vej du går,« sagde Katten. Og den forsvandt langsomt, begyndende med halespidsen og sluttende med grinet, som blev hængende i luften et godt stykke tid, efter at resten af den var væk.

Under et træ foran et hus var et langt bord dækket til te, og Martsharen og Hattemageren sad og drak te, med en søvnig Syvsover klemt inde mellem sig.

»Ikke plads! Ikke plads!« råbte de, da de så Alice komme.

»Der er masser af plads,« sagde Alice, og hun satte sig i en stor lænestol for den ene ende af bordet.

Det var det mærkeligste teselskab, hun nogensinde havde været med til. Hattemagerens ur var gået i stå klokken seks, så det var altid tetid, og hver gang kopperne var beskidte, rykkede alle bare en plads videre. Hattemageren stillede gåder, der ikke havde noget svar, og Syvsoveren faldt hele tiden i søvn i tepotten. Til sidst rejste Alice sig og gik, og så vidt nogen ved, er det teselskab stadig i gang.

Endelig fandt hun vej ind i den dejlige have. Tre gartnere, der så ud præcis som spillekort, havde travlt med at male hvide roser røde, meget hurtigt.

Lige da lød der trompeter, og ind kom Hjerterkongen og Hjerterdronningen med hele hoffet. Dronningen så på roserne og på gartnerne og på Alice.

»Hug hovedet af dem!« skreg hun.

»Sludder!« sagde Alice, meget højt og bestemt, og Dronningen tav.

Så spillede de alle sammen kroket. Kuglerne var levende pindsvin, køllerne var levende flamingoer, og soldaterne bøjede sig forover for at lave buerne. Dronningen stormede omkring og råbte »Hug hovedet af ham!« eller »Hug hovedet af hende!« omtrent én gang i minuttet. Men Alice lagde mærke til, at ingen nogensinde rigtig mistede hovedet, og hun regnede ud, at Dronningen gøede meget mere, end hun bed.

Kort efter var der en retssag om nogle stjålne tærter, og det hele var det rene vrøvl.

»Straffen først,« råbte Dronningen, »dommen bagefter!«

»Snak og sludder!« sagde Alice, og nu var hun vokset tilbage til sin fulde størrelse. »Hvem bryder sig om jer? I er ikke andet end et spil kort!«

Med det samme løftede hele hoffet sig op i luften og kom flagrende ned over hende som et helt spil kort. Alice prøvede at børste dem væk, og lige da skyndte Den Hvide Kanin sig forbi endnu en gang.

»Denne vej!« råbte den. »Åh, mine ører og knurhår, hvor er det blevet sent!« Og den førte hende lige hen til den lille dør og op ad det lange, lange kaninhul, rundt og rundt og op og op, til Alice mærkede solen i ansigtet.

Hun slog øjnene op, og hun lå på flodbredden med hovedet i sin søsters skød, og søsteren børstede forsigtigt nogle visne blade væk fra hendes ansigt.

»Vågn op, søde Alice,« sagde hendes søster. »Sikken lang søvn du har fået!«

»Åh, jeg har haft sådan en mærkelig drøm!« sagde Alice. Og hun fortalte sin søster det hele.