Luciamorgen en personlig bog med dit barn som helten

I december bliver det mørkt tidligt. Da Emil gik hjem fra børnehaven en eftermiddag, var himlen allerede sort, selvom klokken kun var lidt over tre. Gadelygterne lyste gult over sneen, og i alle vinduerne stod der kalenderlys og adventsstjerner og skinnede.

»Emil,« sagde mor, da de kom ind i entréen og stampede sneen af støvlerne. »I år må du gå med i luciaoptoget i kirken. Nu er du stor nok.«

Emil blev helt varm indeni. Hvert år havde han set optoget, med Lucia forrest og lyspigerne bagefter, stjernedrengene med deres høje hatte og de små nisser allersidst. Nu skulle han selv være med. Han skulle være stjernedreng.

Aftenen før luciadag bagte de lussekatte. Mor bandt forklædet om livet, og hele køkkenet duftede af safran. Dejen var gul som solskin. Emil rullede lange pølser og snoede dem til krøllede S'er, og i hver krølle trykkede han en rosin.

»Det er verdens mest krøllede lussekat,« sagde mor.

Bagefter rullede de brunkagedej ud og stak hjerter og stjerner ud. Da pladerne kom ud af ovnen, lagde de det hele til afkøling på bordet, de gyldne lussekatte og de brune småkager side om side. Emil måtte smage én eneste brunkage, og han spiste den i meget små bid, så den kunne vare længe.

Så var det sengetid. Det var svært at falde i søvn.

Meget tidligt næste morgen vækkede mor ham. Uden for vinduet var det kulsort, lige så mørkt som midt om natten. Ikke en eneste fugl sang. Men inde i huset blev lysene tændt, ét efter ét, i køkkenet, i entréen, i vindueskarmen, til hele huset glimtede.

Emil tog sin lange hvide kjole på. Den gik helt ned til fødderne. Om livet bandt mor et glimtende bånd, og på hovedet satte Emil den høje hvide hat med guldstjerner på. I hånden fik han en stjerne på en pind og et hvidt lys med en lille papkrave om, så stearinen ikke dryppede ned på fingrene.

Ude i sneen samledes børnene. Dér var Lucia med sin krone af lys og sit røde bånd om livet, og lyspigerne med glimmer i håret, og stjernedrengene, og bagerst de mindste nisser i røde huer. Ved siden af Emil gik hans lillesøster Asta, som var nisse for første gang, og hun holdt sit lys med begge hænder.

Så begyndte de at gå. En lang, langsom række gennem landsbyen, forbi de mørke huse og det frosne gadekær, hen mod kirken. Sneen knirkede under fødderne. Lysene blafrede og oplyste deres ansigter, og det så ud, som om en lille flod af lys strømmede gennem mørket.

Så kom der et vindpust. Det hvirvlede lidt sne ned fra et tag og blæste lige hen over optoget, og pust, så gik Astas lys ud.

Asta stod stille. Hun kiggede på den sorte væge og så på Emil, og hendes underlæbe begyndte at sitre. »Mit lys,« hviskede hun. »Nu er jeg ikke en rigtig nisse mere.«

Emil tænkte sig ikke længe om. Forsigtigt lænede han sit eget lys hen mod hendes, langsomt, langsomt, til flammerne næsten rørte hinanden. Det knitrede lidt, og så brændte der igen to små flammer.

»Sådan,« sagde Emil. »Nu lyser vi begge to.«

Asta smilede så stort, at hun helt glemte, at hun næsten havde grædt.

Kirken var helt mørk, da de kom frem. Derinde sad folk tæt på bænkene og ventede i stilheden. Allerforrest, på første række, sad bedstemor og bedstefar.

Så gik dørene op, og Lucia trådte ind med lyskronen på hovedet. Hele optoget skred langsomt efter hende, skridt for skridt, og alle sang:

»Santa Lucia …«

Sangen steg op mod hvælvingerne. For hvert barn, der kom ind, blev der lidt lysere i kirken. Lysene spejlede sig i ruderne og i de gamle messinglysekroner og i folks øjne, til hele kirken strålede i et varmt, gyldent skær. Emil holdt sin stjerne højt og sang, så godt han kunne, og selvom han glemte et ord hist og her, sang han bare videre.

Da den sidste tone døde hen, var der stille i lang tid. Emil kiggede hen mod første række. Bedstemor tørrede øjnene med et lommetørklæde, og bedstefar smilede, så hele ansigtet blev rynket. Deres øjne skinnede i lysets skær.

Bagefter, på vej hjem, gjorde Emil og mor holdt ved huset ved siden af. Dér boede gamle fru Holm helt alene, og hendes vinduer var altid mørke nu, hvor det var vinter. Emil havde en kurv med lussekatte og brunkager med, og mor bar en termokande med varm kaffe.

Emil bankede på. Der gik et øjeblik. Så gik døren op på klem, og fru Holm kiggede ud, lidt forbavset, i cardigan og hjemmesko.

»Glædelig luciadag,« sagde Emil og rakte kurven frem.

Først sagde fru Holm ingenting. Så tændte hun lampen i entréen og lampen i køkkenet, og hun lo og sagde, at det var mange år siden, nogen var kommet med lys til hende. Pludselig var hendes hus slet ikke mørkt længere.

Hjemme igen satte de sig om køkkenbordet, hele familien, med Asta og bedstemor og bedstefar. Lysene brændte, lussekattene var stadig lidt lune, og brunkagerne knasede. Uden for vinduet begyndte den sene vintermorgen endelig at gry, og sneen på markerne blev helt lyserød.

Emil dyppede sin lussekat i mælken og tænkte, at årets mørkeste morgen faktisk var blevet den allerlyseste.