Lille Kylling en personlig bog med dit barn som helten

En lys morgen gik en lille gylden kylling ved navn Lille Kylling og skrabede rundt i en egelund. Bladene raslede, solen strømmede ind mellem grenene, og et barn sad i nærheden og så vinden lege i græsset.

Plink! Noget lille og hårdt faldt ovenfra og landede på kyllingens hoved. Lille Kylling for sammen og kiggede op på de brede grene. Så så hun ned på jorden, hvor et blankt brunt agern lå ved hendes fødder.

»Åh!« råbte hun. »Noget ramte mig! Himlen falder ned! Jeg må fortælle det til kongen!«

Barnet kom hen og knælede. »Vent lidt,« sagde barnet venligt. »Hvad skete der, Lille Kylling? Fortæl det langsomt.«

Men Lille Kylling var alt for forpustet til at være langsom. Hun baskede med sine bitte små vinger og skyndte sig ned ad stien. Snart mødte hun Henny Penny, en hvid and med et skarpt orange næb, som padlede i kanten af en vandpyt.

»Himlen falder ned,« sagde Lille Kylling. »Vi skal fortælle det til kongen.«

»Du godeste,« sagde anden. »Jeg følger med.« Hun vraltede hurtigt efter dem, og barnet gik ved siden af dem begge med en tankefuld rynke i panden.

Videre gik de. De mødte Goosey Loosey, en grå gås med en lang lys hals, som bredte vingerne ud og gøede: »Himlen falder ned!« Sidst kom Turkey Lurkey, en brun kalkun med en lille rød hudlap, som pustede brystet ud og sagde: »Så må vi skynde os!«

Så gik optoget ad landevejen mod kongens landsby: en kylling, en and, en gås, en kalkun og bagerst ét barn. Hver fugl snakkede højere end den forrige, og hver fortalte historien lidt større end før.

Ved et sving på vejen mødte de en rødbrun ræv i en almindelig brun vest. Han vippede med hovedet og smilede, så man så rigtig mange tænder.

»Goddag, goddag,« sagde ræven. »Hvor skal I hen i sådan en fart?«

»Himlen falder ned,« sagde fuglene i kor. »Vi skal fortælle det til kongen.«

»Åh, så er I på den forkerte vej,« sagde ræven sødt. »Det her er den lange vej. Jeg kender en genvej.« Han pegede på en mørk, smal sti, der snoede sig mellem træerne. »Følg efter mig, så fører jeg jer til kongen på et øjeblik.«

Fuglene begyndte at følge efter, men barnet standsede et par skridt tilbage. Den smalle sti var skyggefuld og stille, og rævens smil lignede ikke en vens smil.

»Vent,« sagde barnet. »Før vi går nogen steder, vil jeg vide, om himlen virkelig falder ned. Lille Kylling, vis mig, hvor det ramte dig.«

Fuglene så på hinanden. Så vendte de sig lidt undseligt om og gik tilbage til egelunden, med barnet i spidsen.

Under det gamle egetræ lå agernet stadig i græsset. Barnet tog det op og holdt det hen ved en gren oven over. Dér, mellem de grønne blade, hang der snesevis af agern, lige som det her, runde og brune med små hatte.

»Se,« sagde barnet. »Det her er et agern fra egetræet. Når det er modent, falder det ned. Det var det, der landede på dit hoved, Lille Kylling. Det er slet ikke himlen.«

Lille Kylling så på agernet. Hun så op på himlen, som var blå og vid og helt hel. »Åh,« sagde hun med en lille stemme. »Åh, du milde.«

»Det var et ordentligt dunk,« sagde gåsen venligt. »Det er let at blive bange, når noget rammer en.«

Fuglene fik det meget bedre. De gik af sted igen, denne gang ad den brede hovedvej med solen i ryggen. Da ræven så dem, trak han på skuldrene, vendte sig om og travede væk ind mellem træerne, for en ræv kan ikke gøre ret meget ved rejsende, der giver agt.

I landsbyen sad kongen i en solrig gård, klædt i dæmpet blåt. Han så den mærkelige lille flok komme ind ad porten og satte sin kop fra sig.

»Deres Majestæt,« sagde barnet og rakte agernet frem, »vi kom for at fortælle Dem, at himlen faldt ned. Men vi tjekkede det, og det var kun et agern fra egetræet.«

Kongen så på agernet, så på de fem bekymrede ansigter, og smilede varmt. »Det er altid klogt at fortælle det til nogen, når man er bekymret,« sagde han, »og endnu klogere at se nøje efter, før man bestemmer, hvad der er galt. Tak, fordi I kom. I har alle gjort det godt.«

Så gik den lille flok hjem sammen. Under egetræet bredte de et tæppe ud og delte en picnic, mens agern lå spredt i græsset, og den blå himmel strakte sig over dem, hel og klar.

Lille Kylling nappede en krumme og så op på bladene. »Næste gang,« sagde hun, »vil jeg spørge, hvad der skete, før jeg bestemmer, at himlen falder ned.«

Barnet lo og rakte hende en krumme til. »Det,« sagde barnet, »er en rigtig god idé.«