Enhjørningen og regnbuen en personlig bog med dit barn som helten

Der var engang, i udkanten af en stille, grøn dal, en pige, der hed Ida, og som elskede at gå på opdagelse mere end noget andet i hele verden. Hver morgen pakkede Ida en lille taske med et æble, et stykke snor og en notesbog og gik ud for at se, hvad dagen ville bringe.

Over dalen var der en regnbue, der aldrig forsvandt. Den hvælvede sig over bakkerne fra den ene side til den anden, rød og orange og gul, grøn og blå, indigo og violet, og den havde været der, så længe nogen kunne huske.

Men en solskinsmorgen stod Ida midt på den store eng, kiggede op og gispede. Regnbuen var ved at blegne. Farverne var blevet blege og støvede, som kridt på et vådt fortov, og nogle af striberne var næsten forsvundet.

»Hvad er der sket med den?« hviskede Ida.

Det raslede sagte i kanten af engen. Ud mellem træerne trådte en enhjørning. Den var lille og hvid, med en sølvskinnende manke og et langt, snoet horn, og den så meget genert og meget bedrøvet ud.

»Vær sød ikke at blive bange,« sagde enhjørningen med en blød stemme. »Jeg har brug for hjælp. Jeg er regnbuens vogter. I nat kom nogle legesyge tordenskyer tumlende hen over bakkerne, og de stødte ind i regnbuen og slog dens syv farvekrystaller løs. De har spredt dem ud over hele dalen. Uden krystallerne kan regnbuen ikke lyse, og ved solnedgang vil den være helt væk.«

Enhjørningens øjne fyldtes med tårer. Ida rakte hånden frem og strøg den blidt over den sølvskinnende manke.

»Lad være med at græde,« sagde Ida. »Jeg er god til at finde ting. Vi leder efter dem sammen.«

Enhjørningen lyste lidt op. »Tak,« sagde den. »Krystallerne gløder, så vi kan kende dem, når vi ser dem.«

Så begyndte de to at lede på engen. De kiggede under smørblomsterne og bag det høje græs, men de fandt ingenting. Så hørte Ida et lille pip. Da hun knælede ned i græsset, fandt hun en lille kanin, der sad fast under en gren, som stormen havde blæst ned.

»Bliv nu liggende stille, lille ven,« sagde Ida og løftede meget forsigtigt grenen væk. Kaninen vred sig fri, rynkede taknemmeligt på snuden og hoppede væk gennem græsset. Og dér, hvor kaninen havde ligget, glødede der noget.

Det var en krystal, rød som et modent jordbær.

Ida holdt den op mod himlen. En eneste klar rød stribe strømmede tilbage ind i den blege regnbue over dem, og enhjørningen dansede rundt i en ring af glæde.

»Én!« råbte enhjørningen. »Seks tilbage!«

De fulgte en mosklædt sti væk fra engen og længere ind mellem træerne, med enhjørningen travende ved siden af, til de kom til en klar skovbæk, der klukkede hen over glatte sten. Ved vandkanten sad en lille ræveunge og klynkede. Dens ben var viklet ind i sivene, og jo mere den kæmpede, jo hårdere holdt sivene fast.

»Det er helt i orden,« sagde Ida sagte og knælede ned på bredden. Forsigtigt, ét siv ad gangen, fik Ida viklet knuden op, til ræveungen var fri. Den slikkede Ida på hånden og smuttede op ad skrænten. Så kiggede Ida ned i det klare vand, og dér, mellem stenene, glimtede to krystaller, en orange og en gul.

Ida smøgede begge ærmer op, stak hænderne ned i det kolde vand og løftede dem op. To striber mere strømmede tilbage op på himlen.

»Tre!« råbte enhjørningen.

Stien førte videre ind i en skyggefuld skov, hvor træerne stod tæt, og de sidste svage grå skyer fra stormen stadig drev rundt over trætoppene. Der var helt stille. Så lød der et tyndt lille pip et sted tæt ved.

Ved foden af et gammelt egetræ sad en fugleunge, dunet og bange. Den var faldet ud af reden, og dens mor fløj rundt og rundt over den og kaldte.

»Bare rolig,« sagde Ida. »Jeg sætter dig tilbage.« Ida stillede sig på tæerne på en mosklædt rod, løftede den lille fugl ganske, ganske forsigtigt og satte den tilbage i reden på grenen. Fuglemoren satte sig ved siden af den og sang.

Og dér, i den mosklædte hule i det gamle træ, lige under reden, glødede de sidste krystaller sagte: grøn, blå, indigo og violet, alle fire tæt sammen.

Ida samlede dem op i hænderne. Tre striber mere strømmede tilbage op på himlen, grøn og blå og indigo, og de sidste grå skyer drev væk.

»Der er én tilbage,« sagde enhjørningen. »Den violette hører til lige her.« Og den bøjede hovedet og rørte ved sit horn.

Så gik de tilbage gennem skoven, forbi bækken og ad den mosklædte sti, og de nåede engen, lige da solen gik ned og farvede hele himlen lyserød og gylden.

Enhjørningen sænkede hovedet. Ida holdt den violette krystal, meget forsigtigt, op mod spidsen af enhjørningens sølvskinnende horn.

Et øjeblik skete der ingenting. Så begyndte hornet at gløde. Det glødede stærkere og stærkere, og med en lyd som af hundrede små klokker sprang hele regnbuen ud over himlen i alle farver på én gang, rød og orange og gul, grøn og blå, indigo og violet, klar og hel over dalen.

»Du klarede det!« råbte enhjørningen.

»Vi klarede det,« sagde Ida.

Så kom den lille kanin frem fra græsset. Ad stien kom ræveungen. Og fra skoven fløj fuglemoren og sang. De var alle sammen kommet for at se regnbuen skinne igen.

Ida og enhjørningen satte sig sammen i græsset på engen og så på den hele regnbue, der glødede over den stille dal, til de første stjerner kom frem. Regnbuen skinnede stærkere den aften, end den nogensinde havde gjort før.

»Det er venligheden, der får den til at skinne sådan,« sagde enhjørningen sagte. »Hver eneste krystal, du fandt, fandt du ved først at hjælpe en anden.«

Og fra den dag syntes regnbuen over dalen, hver gang Ida så op på den, at skinne en lille smule stærkere, bare et øjeblik, som et lille blink.