De tre små grise en personlig bog med dit barn som helten

Der var engang tre små grise, som boede sammen med deres mor i et lille hus for enden af en smal vej. En morgen sagde deres mor: »Nu er I store grise. Det er på tide, at I drager ud i verden og bygger jeres egne huse. Byg dem godt, og pas på hinanden.«

Så gav de tre små grise deres mor et farvelkys og gik af sted ad vejen, hver med en lille bylt på ryggen.

Kort efter mødte de en mand med en vogn fuld af halm.

»Undskyld, hr.,« sagde den første lille gris, »må jeg få noget af Deres halm til at bygge et hus?«

Manden gav ham et stort knippe, og den første lille gris gik straks i gang. Han stablede halmen op og bandt den sammen, og allerede om eftermiddagen havde han et hus. Det var lidt skævt, og vinden peb gennem væggene, men den første lille gris satte sig foran det, meget tilfreds med sig selv.

»Allerede færdig!« sagde han. »Nu kan jeg lege hele dagen.«

De to andre grise gik videre, til de mødte en mand med en vogn fuld af grene.

»Undskyld, hr.,« sagde den anden lille gris, »må jeg få nogle af Deres grene til at bygge et hus?«

Manden gav ham et stort knippe, og den anden lille gris smækkede sit hus op så hurtigt, han kunne. Han stillede grenene op mod hinanden og bandt dem sammen med snor, og før taget overhovedet sad lige, løb han ud for at lege.

Den tredje lille gris gik videre, til han mødte en mand med en vogn fuld af mursten.

»Undskyld, hr.,« sagde den tredje lille gris, »må jeg få nogle af Deres mursten til at bygge et hus?«

Manden gav ham et stort læs mursten og en spand mørtel, og den tredje lille gris begyndte at bygge. Han skyndte sig ikke. Han lagde en sten, smurte mørtel på, lagde den næste sten ovenpå og så efter, om den lå lige. Så gjorde han det igen. Og igen.

De to andre grise kom dansende hen ad vejen for at se på.

»Hvor er du langsom!« lo de. »Vi er færdige med vores huse, og du har kun bygget en halv væg. Kom og leg med os!«

»Jeg leger, når mit hus er færdigt,« sagde den tredje lille gris. »Et hus skal bygges ordentligt.«

De to andre grise lo endnu højere og dansede videre hen ad vejen.

Den tredje lille gris arbejdede hele den dag og hele den næste. Til sidst var hans hus færdigt, med fire stærke vægge, en skorsten, et vindue og en solid trædør. Han skubbede til væggen af alle kræfter, og den rokkede sig ikke en tøddel.

Den aften kom en ulv snusende hen ad vejen. Han havde en lang snude, spidse ører og en meget tom mave, og da grisene så ham, blev de alle sammen helt stille.

Ulven standsede ved halmhuset og bankede på døren.

»Lille gris, lille gris, luk mig ind!«

»Nej, nej, aldrig i livet, ikke for alle hårene på min lille hage!«

»Så vil jeg puste og pruste og blæse dit hus omkuld!«

Og han pustede og han prustede, og han blæste huset omkuld. Halmen fløj op i luften som en flok fugle, og den første lille gris løb hvinende hen ad vejen til sin brors hus af grene.

Ulven fulgte efter og bankede på døren til grenhuset.

»Små grise, små grise, luk mig ind!«

»Nej, nej, aldrig i livet, ikke for alle hårene på vores små hager!«

»Så vil jeg puste og pruste og blæse jeres hus omkuld!«

Og han pustede og han prustede, og han blæste huset omkuld. Grenene raslede ned i en bunke, og de to små grise løb, så hurtigt deres korte ben kunne bære dem, hen til murstenshuset.

»Skynd jer, kom ind!« råbte den tredje lille gris. Han trak dem indenfor og skød slåen for den solide trædør.

Ulven kom op ad havegangen og bankede på murstenshusets dør.

»Små grise, små grise, luk mig ind!«

»Nej, nej, aldrig i livet, ikke for alle hårene på vores små hager!«

»Så vil jeg puste og pruste og blæse jeres hus omkuld!«

Og han pustede og han prustede. Og han pustede og han prustede. Og han pustede og prustede og prustede og pustede, til han blev rød i hovedet og derefter lilla, og kinderne gjorde ondt, og ørerne hang. Men murstenshuset rørte sig ikke. Ikke en sten, ikke en tagsten, ikke den mindste smule.

Til sidst satte ulven sig ned på havegangen, fuldstændig forpustet.

»Det nytter ikke,« hvæsede han. »Det her hus er alt for godt bygget.« Og han rejste sig og gik hen ad vejen, mens han brokkede sig for sig selv, og han kom aldrig tilbage igen.

Inde i murstenshuset dansede de tre små grise rundt og rundt i køkkenet.

»Du havde ret,« sagde den første lille gris, lidt flov. »Det tager længere tid at bygge ordentligt, men det er det værd.«

»Vil du vise os, hvordan man gør?« spurgte den anden lille gris.

»Selvfølgelig vil jeg det,« sagde den tredje lille gris.

Så næste morgen gik de alle tre ud for at hente flere mursten og mere mørtel. Den tredje lille gris viste sine brødre, hvordan man lægger en sten, smører mørtel på, lægger den næste ovenpå og ser efter, om den ligger lige. Det tog lang tid, og ingen løb ud for at lege, før arbejdet var gjort. Men da de var færdige, stod der to nye murstenshuse ved vejen, et på hver side af det første, med gode, stærke vægge og skorstene og solide trædøre.

Og de tre små grise boede lykkeligt i deres tre murstenshuse, side om side, til deres dages ende.